A SPORTY WALL STREET AGENT WITH A LOVE FOR TOP GUN

GØR GLÆDE OS TIL NARHOVEDER?

img_6932Med lykken kom en uventet bivirkning: manglende situationsfornemmelse

“Ved du hvad? Alt sker af en årsag. Jeg ved bare, at der var en grund til, at jeg skulle igennem alt det, jeg har været igennem, for at nå her til” sagde hun, mens hun tog en bid af sin glutenfri gulerod, lavede en yogaagtig bevægelse med armene samt sikrede sig, at ingen af hendes venner nogensinde ville tage kontakt til hende igen.

Det er ikke os, det er dig.

Da jeg i går brugte aftenen sammen med en veninde, fangede jeg mig selv i at være forfatteren bag udtalelser, der minder uhyggeligt meget om ovenstående tofutosse udtalelser. Og da jeg i morges sad med en anden veninde, var det lignende deklarationer, der blev slynget over brunchbordet. Jeg var pludselig efterladt med spørgsmålet:

Er jeg blevet et narhoved? Et lykkeligt narhoved?

For siddende der i min lykkerus med min “der er en mening med det hele” tilgang, var jeg ikke helt sikker på, om jeg kunne lide mig selv. Jeg var ikke helt sikker på, at mine råd eller – normalt ufatteligt intelligente og berigende – indsigt, var andet end irriterende og ufatteligt situationsfornemmelsesmanglende støj. Var det egentlig opløftende ord, jeg kastede mod min magtesløse omgangskreds, eller var de blot tegn på, at jeg har mistet enhver evne til at sætte mig i andres sted?

Jeg spørger jer helt seriøst?

Det er ikke, fordi jeg har glemt, hvordan det er at have det skidt. Jeg bærer det minde på mig som en fucking tatovering, der ofte brænder og svier på den der “jeg havde sex på Roskilde festival”-måden, og minder mig om, at glæde desværre – og måske heldigvis – blot er en flygtig ting. Så når jeg forsikrer de kære kvinder om, at det nok bare ikke var meningen eller fortæller dem, at der uden tvivl venter noget meget bedre til dem på den anden side, så er det ikke, fordi jeg er smerteblind. Jeg er bare så fandens overbevist om, at det rent faktisk er sandt.

Men tag fat i mig om et halvt års tid, så skal jeg nok levere negativitet og kritik til aftenkaffen.

Selvom det rent faktisk er min sande overbevisning for tiden – altså det der med, at der venter os gode ting, og at hvis det der ikke skete for dig, så var det bare ikke meningen, at det lige skulle ske for dig – så følte jeg mig stadig en smule taktløs og naiv. For det er  fandens nemt at sidde oppe på sin lykkepiedestal og belære alle om, hvordan det hele nok skal blive bedre, og at man bliver stærk af alt, hvad man går igennem.

Men hvor er det dog forfærdeligt ligegyldigt at høre på, hvis man ikke er placeret på samme lattermilde hingst.

Jeg undskyldte over den ødelagte plade, der er sat på hos Sillewho. Det var altså ikke min mening at underminere eventuelle problemstillinger – oprigtigt på ingen måde what so ever, jeg sidder stadig begravet i disse fra tid til anden – men for første gang i meget, meget lang tid, føler jeg, at mit sind har ændret sig. Bevares, jeg er stadig alt for eftertænksom og villig til at male fanden i en eller anden form på væggen, og jeg hader stadig mine lår, men jeg har samtidig en gennemgribende følelse af, at det hele nok skal gå.

På den ene eller den anden måde.

Og måske gør det mig til en uudholdeligt individ overfor nogle personer. Eller måske er det netop det, der skal til, for at opmuntre? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det betyder ufatteligt meget for mig at holde fast i følelsen så længe som muligt. For den gør det en smule nemmere for mig at håndtere, når selvkritikken træder frem, angsten for fremtiden melder sig eller livet på anden vis går sin gang. Og det er jeg ret lykkelig over.

Et lykkeligt narhoved.

followwho

4 kommentarer

  • Rikke

    Det er da bare suverænt, at du har den følelse.
    Jeg kender den ganske godt og hvis jeg virkelig prøver, kan jeg faktisk genkalde fornemmelsen af, hvordan det føles. Det er en sygt god følelse. Desværre ikke én jeg selv bærer rundt på pt., men det var alligevel, som om den tittede frem fra sit skjul, da jeg havde læst dit indlæg.

    Der er ikke skyggen af narhoved over dig. For du sidder ikke dag efter dag og poster over-optimistiske halleluja-alt-er-fabulous-tekster. Du er vildt nuanceret, vildt menneskelig, vildt oprigtig og alt dét gør, at tekster som disse OGSÅ virker 100% oprigtige.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Kære Rikke,

      Hvor er jeg bare glad for, at du ser det sådan. Det betyder meget for mig, at det er sådan, jeg fremstår <3 Jeg håber, at følelsen snart kan ramme dig også. Det krydser jeg fingre for.

      Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Vejen til helvede er bygget af gode intentioner. Fordi det ER nemlig den aller fineste intention, at man jo kan se, at man selv er glad på trods af at være gået igennem nogle ting, så MÅ der jo være en mening med galskaben og så glemmer man lidt, at man selv havde svært ved at se det, da situationen var omvendt. Der er intet galt i at være glad. Der er intet galt i at nyde at være glad. Jeg tror faktisk, det kan smitte. Jeg synes også det er pissefedt, at du deler når du er glad herinde også, for det skaber bare nuancerne i livet og viser intet er sort og hvidt. Men jeg kan godt se, hvordan det kan virke provokerende, hvis man sidder med regninger til op over begge øre, græder sig selv i søvn og får at vide der er en mening med det hele. For jo, det er der nok, men livet skal leves forlæns og forstås baglæns, som papa altid siger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Det er nok det klogeste, papa nogensinde har sagt. Det er nemlig nøjagtig pointen med det hele. Jeg er meget, meget enig, og jeg synes faktisk, at din kommentar er skide nuanceret, søde.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

A SPORTY WALL STREET AGENT WITH A LOVE FOR TOP GUN