I GOT MY DREAM JOB

GOING OUT OR STAYING IN: THE ANXIETY OF CHOOSING

Den evige angst ved at vælge at blive inde eller gå ud (en metafor for det senmoderne individ)

Har du nogensinde stået på et røgfyldt diskotek, med en lunken drink i hånden, iført et par alt for stramme jeans og hæle i en sådan højde, at de vist nok bliver brugt som torturredskab i visse nationer, med dunkende trampermusik omkring dig, der kun kan bruges til at overdøve den savlende fulde tosse, der står og hvisker ubehøvlede gloser i dit øre? Og du er efterladt med ét eneste spørgsmål:

Hvorfor helvede blev jeg ikke bare hjemme? Og burde der ikke være cola i en rom og cola?

Førfesten var lit, du kunne have bestilt en pizza og så var der rent faktisk to sæsoner af The Following på Viaplay, som du ikke har set endnu. Hvorfor blev du ikke bare hjemme? Men hvad hvis du så var gået glip af noget med dine veninder? Stop her; dette opstillede scenarie er netop repræsentationen af dilemmaet, der fylder mit liv. Kun snævert overgået af dilemmaet imellem min kærlighed til kage og ønsket om at være sådan rigtig fashionabelt tynd.

Jeg lider ikke af FOMO, jeg lider af FOGOATRIOSIAMO (Fear Of Going Out And Then Regretting It Or Staying In And Missing Out. Patent pending). Jeg oplevede det endnu engang i fredags, da jeg skulle ud med mine fantastiske veninder, der videnskabeligt bevist er de smukkeste væsener i verden, men i sekundet jeg skulle ud af døren, kom soldaten hjem på ferie, og jeg følte mig fanget imellem en sandwich af kærlighed og smukke mennesker.

Det er i sandhed hårdt at være mig.

Jeg tog afsted. Jeg tog afsted, men jeg fangede mig selv i hele tiden at tænke, om jeg mon i stedet burde være blevet hjemme hos min mand. Smide sokkerne, hoppe under dynen og nyde en kit-kat og en true crime dokumentar. Men hvad så, hvis jeg havde misset noget sammen med mine veninder? Jeg stoppede op på min vej til toget – dels for at tjekke om jeg nu havde husket mit rejsekort, dels for at dvæle ved følelsen, som jeg pludselig kunne sætte ord på:

En angst ved at skulle vælge.

En angst for at skulle vælge, hvorvidt jeg skal blive hjemme eller tage ud. I virkeligheden repræsentationen af den angst, vi som senmoderne individer står overfor hver eneste dag i vores fortvivlede liv fyldt med alt for mange valg. Eller måske rettere bare det indre følelsesliv af en usikker ung kvinde, der ikke har ro nok i sig selv til at tage et valg eller tro nok på sig selv til ikke at skulle være fysisk sammen med folk for at føle sig elsket.

What ever sounds the smartest.

Som jeg sad der hos mine veninder, kunne jeg ikke undgå at tænke, at jeg skulle være blevet hjemme. Have nydt min egen lille oase og bare slappet af. Så da jeg – som altid grundet netop dette dilemma – takkede for i aften ekstremt tidligt og bevægede mig hjemad, kan I nok forstå, at jeg blev overrasket over den følelse, der pludselig fyldte mig: Ærgelse over, at jeg var taget hjem igen. Skulle jeg ikke være blevet der lidt længere? Nydt deres smukke selskab og de fantastiske samtaler. Badet mig i den kærlighed, der strømmede fra dem. Jeg havde det jo så dejligt.

Velkommen til den anden del af angsten. Fucked if I do, fucked if I don’t. Som at takke nej til kage, men stadig blive tyk.

Hvorfor kan jeg ikke bare være tilfreds med den beslutning, jeg tager? Være rolig i de omgivelser, jeg befinder mig i, i stedet for at drømme om, hvorvidt græsset er grønnere på den anden side, dynen varmere derhjemme og veninderne sjovere derude. Jeg er altid ret sikker på, at jeg træffer de forkerte beslutninger. Fordi, usikkerhed, ikke? Og det er måske i virkeligheden dette, angsten bunder i. For min kæreste elsker mig ikke mindre, fordi jeg tager ud med mine veninder. I virkeligheden er han nok ret så glad for, at han endelig kan få lov at nyde sit eget selskab lidt. Og mine veninder holder ikke mindre af mig, fordi jeg ikke tager med dem ud og drikker drinks lørdag aften. Faktisk er de nok ret tilfredse med, at jeg kan være den ædru stemme, der dagen efter minder dem om, at de ikke behøver alle de moralske tømmermænd.

Så jeg skal ikke være angst. Jeg skal bare tage beslutningen. Og så fucking nyde den.

followwho

11 kommentarer

  • Sophie

    Kære Sille, du er ikke alene! Jeg havde tilmeldt mig Roskilde i ren og skær frygt for, at fortryde, at jeg ikke gjorde det. På Roskilde savnede jeg god seng, ro og alenetid, så jeg tog hjem i dag og kommer ikke tilbage selvom jeg allerede er bange for, at jeg skulle have været blevet.
    Er du klar over, hvor fedt det så er, at sætte sig alene på en café med sin kaffe og telefon, og læse dette indlæg? Btw der ligger også en grød her på Østerbro, på Nordre frihavnsgade, du behøver ikke at gå helt til Nørrebro :) Jeg sender dig solidariske og taknemmelige tanker, for altid at italesætte disse sensitive overvejelser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Mit sidste år på Roskilde gjorde jeg PRÆCIS det samme. Jeg endte så faktisk med at tage tilbage, men tog hjem igen samme dag. Bare rolig: Du kommer ikke til at fortryde det!!

      Så vidt jeg ved, så er der vist en vandskade i Grød på Østerbro, så den er midlertidigt lukket??? Ellers MANGE tak for tip.

      Jeg sender også taknemmelige tanker til dig med ønsket om, at du må nyde din dejlige og rolige seng <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sophie

      Det kan jeg godt huske, at du skrev om dengang. Det var faktisk dét, jeg havde i baghovedet, da jeg pakkede mine ting. Pis, jeg vidste ikke, at den er midlertidligt lukket. Kæmpe tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Hold kæft hvor er jeg glad for, at jeg ikke er alene. Jeg er typen der (sådan seriøst) kan begynde at græde, fordi jeg skal tage en beslutning. Skal jeg med pigerne i byen- eller skal jeg tage hyggeaften med mor, kæreste etc. Og hvad hvis jeg vælger forkert? Går jeg glip af noget, synes de jeg er kedelig, bliver se skuffede. Oveni overtænker jeg fucking bare alt!!! Hvis min kæreste ikke skriver et hjerte i slutningen af beskeden, er det helt sikkert fordi han vil droppe mig!!! Osv. Og nej han fucking vil ej. Nogengange burde jeg bare forklare mig selv, at jeg fucking skal tage en slapper…. jeg skal nok nå det hele!! Den her gang, blev det dig sødeste Sille, som skulle høre/læse på min forvirrede hjerne, i Am so Sorry!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Du skal aldrig undskylde for at tømme din hjerne herinde. Der er altid, altid plads <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Sille, elsker at læse dine artikler – du skriver altså godt! Og så vil jeg gerne slutte mig til at være et af de mennesker, som også lider af FOGOATRIOSIAMO. Fortryder næsten altid når jeg er taget ud, der findes næsten ikke noget bedre end at kunne blive hjemme i sengen med mad og TV :)
    Kh Matilde

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frida

    Hej Sille,
    Jeg vil bare lige sige hvor sindssygt, ufatteligt meget jeg kan relatere til det du skriver!!
    Har virkelig ofte de præcis samme tanker og overvejelser, men forsøger at ‘hanke op i mig selv’ og så nyde det valg jeg nu engang har truffet <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste, men samtidig er jeg ked af, at du også skal kæmpe med det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Har indtil for et par år siden også været ret så bange for at gå glip af ting. Men det er nu egentlig meget befriende at give slip på det :) Altså rent faktisk at gå glip af noget en gang imellem.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I GOT MY DREAM JOB