TRACK IT UP

HELLO MY NAME IS PLEASE LOVE ME

ikke-navngivet-2

Kan jeg gøre noget for dig? Hente dig en kaffe? Købe dig et hus? Give dig begge mine nyrer?

Har du nogensinde fundet dig selv stående på arbejde en tidlig søndag morgen efter en 60 timers arbejdsuge på en weekend, der egentlig ikke er din arbejdsweekend, men din kollega havde noget med sin kat, der skulle steriliseres eller døbes (eller var det en nevø?), og du derfor tilbød at tage vagten? Er du nogensinde endt med at købe en virkelig grim stribet sweater, der ikke blot er den helt forkerte nuance af overpriced, men også har en farve, der kun kan beskrives som manifestationen af, hvordan din tunge føles, når du vågner op efter en bytur, blot fordi hende der den irriterende kasseteenager havde brugt ti sekunder på sukkende at finde den i en størrelse small udefra lageret? Er du nogensinde gået helt ud over dine egne personlige grænser i sådan en grad, at du har sat spørgsmålstegn ved dig selv som person, fordi du i øjeblikket troede, at det kunne få dig til at fremstå bedre i øjnene på personen, der stod overfor dig?

Tillykke, du er en del af klubben af folk, der så desperat bare gerne vil elskes. Også bedre kendt som Pleaser incorporated. Værsgo, sæt dig ned, her er et navneskilt og så er der ellers kaffe på kanden. Hvis du altså kan lide sådan noget. Ellers kan jeg også godt hente dig en te. Eller en juice. Eller ofre en ungmø under midnatssolen og tømme hende for blod. Hvis det altså er det, du er til.

Bare du kan lide mig.

Jeg ved godt, at jeg ud ad til – igennem min konstante udkrængning af inderste problematikker herunder angst, dårligt selvværd og diverse afhængigheder af henholdsvis ost, chokolade og komplimenter fra fremmede – kan virke til at være en relativt cool person, der ikke sådan lader mig gå på af andre folks meninger.

(Her vil jeg godt bede børn, folk af skrøbelige sjæle og dem, der har en eller anden uberettiget idé om, at jeg er et cool menneske, om at skrue væk og ikke læse videre).

Jeg lader mig gå ret meget på af, hvad andre mennesker mener om mig. Faktisk er det svært helt at forstille mig, hvor jeg egentlig ville være henne i livet lige nu, hvis jeg brugte lige så meget energi på andre ting, som jeg bruger på at forsøge at få folk – både bekendte og vildt fremmede – til at kunne lide mig. Var jeg mon færdig med min Phd nu? Havde jeg fundet kuren mod kræft, eller måske endnu vigtigere: Regnet ud, hvordan det kan lade sig gøre, at folk aldrig taler eller ser mærkværdige ud på street style billeder.

The sky would be the limit

I stedet er jeg en af dem, der befinder mig på den metaforiske arbejdsplads klokken fem om morgenen, fordi en fuldstændig fremmed persons mening pludselig i sekundet virkede så vigtigt, at jeg ikke blot opgav min fritid, min ære og mine kræfter, men også min plads i bussen. Hvorfor er det, vi så brændende  have andre folk til at kunne lide os? Og hvorfor er det, at der er andre, der er  brændende ligeglade med det? Er det ikke en enten eller situation? Eller er det langt rettere en: Du stod sidst i køen, så det eneste vi har tilbage er strækmærker og et behov for bekræftelse.

Og så er der ellers lunken kaffe derovre, for ham den første, der er fuldstændig ligeglad med, om du kan lide ham eller ej, har lige taget den sidste af dine favoritjuice. Så fuck da dig.

Jeg gør det så sent som hver eneste dag; hopper rundt og inderligt håber, at jeg ikke gør noget forkert, så alle vil elske mig. Der er tre ting, der er galt med det scenarie. 1: Det er røv hårdt at hoppe i Céline sko, og det er mildest talt bare dårligt for hælen. 2: Det er fuldstændig naivt at tro, at alle på din vej vil kunne lide dig. Der vil uundgåeligt være folk omkring dig, der bare hader dig, fordi du er dig. Og det er deres helt eget problem. Og fordi den er så vigtig (og dette efterhånden er et virkelig langt afsnit) får næste punkt sit helt eget linjeskift.

3: Du behøver ikke gøre noget ekstraordinært for at få folk til at elske dig. I hvert fald ikke de rigtige folk. De folk, som du egentlig i virkeligheden gerne vil have til at elske dig, de skal nok gøre det, om du så hopper på tungen for dem og bruger hvert eneste sekund på ikke at fejle overfor dem, eller om du bare er dig selv.

Faktisk vil jeg mene, at du nok kommer længere, hvis du bare vælger sidste mulighed.

Vi skal ikke bevise noget overfor nogle. Vi skal ikke kæmpe så desperat for at få andres accept eller bekræftelse. Hermed ikke sagt, at du ikke kan gå efter at være sød og vellidt, give din kollega Hanne det største stykke kage, fordi hun er træt og faktisk bare hader dig og alle andre i afdelingen, være kærlig og opmærksom og et godt menneske. Men dette betyder ikke, at du skal gå ud over dine egne grænser eller frygte, at hvis du ikke gør disse ting, så vil folk ikke kunne lide dig og at verden på baggrund af dette vil gå under.

Det gør den ikke. Også selvom Hanne ikke kan lide dig.

Så læg du dig bare tilbage og nyd din søndag morgen. Hun må finde en anden til at passe biksen, når hun skal have steriliseret nevøen eller døbt katten.

followwho

22 kommentarer

  • Clara

    Kære Sille

    Jeg vil sige, at jeg faktisk elsker dig – i hvert fald elsker jeg dine tekster.
    De emner, du tager op er meget centrale for mig, og noget der også berører mig. Jeg tænker meget tit (flere gange i hvert indlæg), at dét, du skriver er genialt – du rammer plet – hver gang. Og jeg bliver altid glad, når jeg læser dine indlæg, fordi du deler mine tanker, og er god til at sætte ord på dem. På den måde føler jeg, at der også er andre som mig – og det er meget rart, synes jeg.
    Dette er bare ren ros til dig! Altså, jeg vil ønske, at du en dag skriver og udgiver en bog med samme temaer som her på bloggen.

    Mange hilsner
    Clara

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Kære Clara,

      Jeg føler mig elsket. Jeg føler mig elsket herinde af folk som dig, der tager sig tid til at skrive kommentarer som disse. Tak, Clara, for dig og dit og for, at du giver mig mod til at skrive og også minder mig om, at jeg ikke er alene.

      Jeg sender min første bog til dig som den første. Hvis den nogensinde bliver opfyldt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Så fint beskrevet Sille!
    Jeg er helt vild med din måde at skrive og tænke på!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Kære Cille.
    Tak! af hjertet for, at du beskriver mig som person. Gid livet var nemmere. Bare lige én enkelt gang.
    Kh Katrine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina KH

    Super godt skrevet:-)
    Engang da jeg var yngre stod jeg også i køen “at behage andre for deres gunst” eller “at redde verden”, men en klog fyr fik sat det på en pind for mig og så var jeg næsten færdig med det “behagesyge fis”.
    Nu må folk hade eller elske mig, op til dem. Jeg vil dog bruge al min energi på min datter, men de andre i køen må nøjes og også selv gøre en indsats.
    Så værn du også om dig og forlang lidt af dine medmennesker til gengæld.
    Det mangles da bare……..:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Årh, Sille. Jeg har været trofast læser i mange år, men alligevel er dette min første kommentar. Da jeg læste dette indlæg føltes det nemlig som om, at du har været en flue på væggen i mit liv det sidste år, for det du beskriver her er præcis det, eller det tror jeg i hvert fald, der har lagt en grobund for min depression. Den dér følelse af at være utilstrækkelig selvom man finder sig selv hele tiden på tåspidserne for, at føle sig set og værdsat blandt andre mennesker, fordi man giver dem lov til at kontrollere ens humør og selvværd. Det er et helvede, men jeg blev så glad om hjertet og motiveret af at læse dine ord – for så ved jeg nu, at jeg ikke er alene. Og selvom man inderst inde nok godt ved det alligevel, så er det den helt rigtige form for bekræftigelse. Tak fordi du er dig, Sille!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Kære Line,

      Du er aldrig alene. Og selvom jeg rent faktisk ikke er fluen der på væggen hos dig, så er jeg alligevel her for dig :-)

      Tusind, tusind, tusind tak for dine rosende ord, der gik lige i hjertet på mig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • T

    Jeg synes, at du er så sindssygt sej. Du er mega inspirerende at læse om og følge med i. Generelt er jeg virkelig dårlig til at følge med i folks blogge, men når du skriver indlæg som dette, så læser jeg dem ofte op til flere gange. Bare så sejt, oprigtigt og utrolig godt skrevet. Det er helt klart en gave og god evne at skrive så godt som du. Bliv ved, for guds (og min og din og verdens, i hvert fald Danmarks) skyld, bliv ved! Masser af sjove indlæg fyldt med ærlighed og relaterbare tanker. Det er det bedste læsestof.
    Masser af love fra en af dine følgere <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Ej, det er jeg simpelthen bare så riv rav ruskende glad for at læse, sødeste T. Tusind, tusind, tusind tak for den søde kommentar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna Arendse Thorsen

    Kære Sille,

    Jeg har sendt dig en mail på Sillewho@gmail.com omkring et muligt samarbejde, men jeg er i tvivl om hvorvidt du har modtaget den? Er der en anden e-mail jeg kan kontakte dig på?

    Bedste hilsener

    Anna Arendse på vegne af Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Hej Anna,

      Det er den rigtige mail, men jeg har ikke haft tid til at tjekke den for nyligt.
      Jeg skal nok kigge på det :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Spot on! Smukt, ærligt og lidt for genkendeligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    Jeg har diskuteret dette emne flere gange med min søster, fordi vi begge har det sådan. Vi er noget frem til, at det højest sandsynligt blev mobbet i folkeskolen, og derfor har disse tanker, hver gang vi møder nye mennesker. Men jeg læste faktisk om en kendt skuespillerinde (kan selvfølgelig ikke huske navnet) i Alt for damerne, der havde det på samme måde, fordi hun blev mobbet, da hun gik i folkeskole. Jeg tror desværre der er flere mennesker end man lige regner med, der har det sådan.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Det tror jeg, at du har ret i. Jeg er dog aldrig blevet mobbet, men lider stadig af det, så der er nok mange forskellige årsager! :(

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    1. Jo, jeg hedder faktisk Hanne 😅
    2. Jeg er sådan en Hanne, som melder sig ind i Silles Pleaser Inc-klub.
    3. Dvs jeg har været medlem i mange år og nu er jeg på vej ud.
    4. Sådan noget med at grave og omrokere i ens sind (aka kognitiv terapi) får nemlig én – ihvertfald fik det mig – til at forstå, at bare det man er her, har værdi nok i sig selv. Man skal ikke gøre sig fortjent til folks anerkendelse og det er i dén grad ikke folks anerkendelse (eller manglen på samme) der definerer hvor på rangstigen man befinder sig.
    Det synes jeg du har sat eminent godt ord på i dit indlæg. Yay for dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Kære Hanne,

      Du er nok min favorit Hanne i verden, og du har inspireret mig enormt meget med din søde kommentar. TAK

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Spot on, Sille. As always. Og desværre også lidt for genkendeligt……

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TRACK IT UP