A REBEL THAT DIDN'T GET THE MEMO

I Can Only Be Imperfect Online

Og jeg er efterladt med spørgsmålet: hvorfor vender vi bananerne og ifører hos BH?

Det er ekstremt vigtigt for mig at deltage i kampen imod tabuisering. Værende det tabu omkring mental sårbarhed, usikkerhed, fastfoodafhængighed eller andre aspekter i den senmoderne kvindes liv. Jeg forsøger at gøre dette igennem ærlighed, sårbarhed og vasken af mit beskidte undertøj – i denne sammenhæng angst, depression og helt bogstaveligt beskidt undertøj – herinde på Sillewho.

Og som jeg sidder der og pudser min politisk korrekte glorie med pudsekluden af alt den ægthed og uperfekthed, jeg smider ud i verden, får jeg sådan en dejlig smag i munden: hvor er det dog skønt at være så ægte og stærkt et menneske, at jeg kan være ærlig om alle mine problemer.

Siger hun til sig selv, mens hun spiser endnu et stort stykke selvfedkage.

Placeret i denne bobbel af tro på, at jeg er et lidt mere udviklet individ, fordi jeg skriver lange tekster om mine problemer, gik jeg i går rundt og gjorde klar til, at en veninde skulle komme og spise aftensmad. Jeg gemte de uudpakkede poser bag sofaen, mine uklippede tånegle bag et par sokker selvom mine fødder svedte som fanden, mine trætte bryster bag en alt for stram BH, og da jeg tog mig selv i at vende en brun banan i frugtskålen, så man ikke kunne se pletterne, dvælede jeg lidt ved mine handlinger den sidste halve time:

Jeg er træt, svedig og har ømme bryster og plettede bananer, men alligevel har jeg lige brugt min tid på at få mig selv og min lejlighed til at fremstå fejlfri. 

Selvfedkagen fik pludselig en glasur af dobbeltmoral.

Her går jeg og prædiker om ærlighed, at være ægte og om at fjerne tabuet fra det at være uperfekt, alt imens jeg gemmer min bamse under dynen og vasketøjet i skabet. Havde jeg fået mere ud af at smide fødderne op den halve time, inden hun kom? Ganske bestemt. Ville hun have været ligeglad med, om vasketøjet stod fremme, og mine bananer var brune? Højest sandsynligt.

Følte jeg mig som en idiot? Jeps

Hvis jeg ikke engang kan være ærlig om min uperfekthed foran mine veninder, hvem fanden kan jeg så være det for? Svaret er åbenbart flere tusinde fremmede mennesker, for det er bare lidt federe at være uperfekt, når det trækker likes, end det er at være i det virkelig liv.

Jeg har ikke lyst til at være sådan. Jeg vil omfavne min uperfekthed og mine trætte fødder, når de ikke gider have sokker på. Også selvom mine tånegle er grimme, og der kommer folk på besøg. Det er så forbandet trættende at skulle kæmpe imod sine fejl hele tiden – det sætter sig på hjernen og gør dem endnu tydeligere.

Indtil du til sidst render rundt og vender din frugt, så dine nærmeste ikke skal dømme dig. Og lad os være ærlige:

Hvem vil ende der?

followwho

4 kommentarer

  • Lea

    Så fin tekst Sille!
    Den er jeg vild med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Så godt skrevet!
    Jeg kan i dén grad relatere til både dine tanker og dine handlinger. Den fucking perfektionisme altså…
    Tak fordi du er med til at gøre verden lidt mindre tabubelagt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

A REBEL THAT DIDN'T GET THE MEMO