WHAT I DID (AND THE PHILOSOPHICAL QUESTION OF WHY THE FUCK YOU SHOULD CARE)

I DO ALL MY FIGHTING WITH MYSELF

Jeg tror, at mine kampe ville være lettere, hvis de foregik i Gotham eller 1800-tallets London

Jeg fandt mig selv i en kamp i går. En kamp imod mig selv. Det er faktisk ofte netop denne modstander, jeg møder, når jeg befinder mig i disse mere eller mindre metaforiske kampe i livet. Og jeg er efterladt med spørgsmålet om, hvorvidt disse ikke ville være en del nemmere, hvis det nu var en udefrakommende nemesis, jeg var indehaver af. En Moriarty eller Jokeren type of guy.

I stedet for Dr. Negatorius bedre kendt som Darth Jeg-hader-mine-lår-og-er-bange-for-at-kaste-op (red. Mig selv)

Angstkampe, kampe imod mit eget syn på mig selv, kampen mod mit sind. Mod min konstante og ekstreme lyst til to liter OREO-is.

I går sad jeg i en bil, og jeg kunne tydeligt mærke kampen foregå. Som om jeg samtidigt sad både inde i mig selv og udenfor: deltagende og betragtende. Rent logisk kunne jeg fortælle mig selv, at det blot er inde i dit hoved det hele, træk vejret så du undgår denne ekstreme fight or flight reaktion. Du kan godt vinde den her.

Men den anden Sille, hende der deltog i kampen, sad blot efterladt med svedige håndflader,  katastrofetanker og stak sig selv mentale lussinger.

Jeg læste engang, at man skal være god ved sig selv, når man er kommet igennem et angstanfald, at man skal kramme sig selv, når man er kommet igennem en kamp. Men lige der kunne ikke andet end at sidde tilbage og bebrejde mig selv for ikke at have vundet kampen. Hvorfor kunne jeg ikke tage mig sammen?

Hvorfor skulle jeg tage det skridt tilbage?

Og i stedet for at være god ved mig selv, så fortsatte kampen til næste stadie: selvbebrejdelse. Sæt dig tilbage og nyd showet – du har netop klaret dig igennem et angstanfald, nu er det tid til at hade dig selv for at have fået det.

Spoiler alert: det er nogenlunde lige så fordelagtig en handling som at hade sig selv efter at have spist to liter OREO-is. Det er gjort. Kom videre. Nyd det.

Eller gør som undertegnede og had dig selv resten af aftenen, mens du tygger på gulerødder.

Jeg har tænkt på det siden, det med at mine værste kampe er med mig selv. Det får mig til at tænke på kvinders forhold til hinanden: at vi ofte er dem, det er hårdest ved vores medkvinder. Dømmer dem. Spænder ben for dem. Beskylder dem for at være for letpåklædt/for snerpet/for tyk/for tynd/for nøgen til at være feminist/for ung til at være mor. Og ligesom jeg tænker, at kvinder i virkeligheden burde være hinandens bedste venner og støtte – taget nuværende samfund i betragtning – tænker jeg, at jeg ligeledes burde være min egen bedste ven.

Taget min egen evne til at tænke mig selv enten op af hullet eller ned i det.

Jeg ville nå så meget længere, hvis jeg var på samme hold med hende inden i. Hvis vi trak i samme retning i steder for modsat. Hermed ikke ment, at jeg bare skal lade være med at have angst eller tænke dårligt om mine lår – God knows jeg havde gjort det, hvis det var så let – men jeg skal blive bedre til at kramme mig selv både under og efter mine kampe.

Du kan ikke gøre for, at du fik angst lige der, Sille. Bare rolig, jeg er her for dig. Du er ikke grim og tyk, men nu når du tænker det, så lad mig give dig et kram. Hvor er du sej, at du klarede den kamp også. Jeg er egentlig ligeglad, om du vandt. 

Hvem ved? Måske ender disse omfavnelser i, at jeg slet ikke behøver at have kampene med mig selv. Så kan jeg nøjes med at koncentrere mig om kampene med min super awesome superskurke nemesis, som jeg uden tvivl bliver indehaver af en dag, fordi mit liv bare er så helvedes god en historie.

followwho

2 kommentarer

  • S

    Det er problemet med psykisk sygdom. Man er den eneste, der kan vinde kampen, og det er noget nær umuligt at vinde over sig selv. Uanset hvad vil der være tab og nederlag, elendige dage og manglende overskud. Jeg kunne fortælle dig, du ikke skal være så hård ved dig selv, men det er ligesom at sige til solen den ikke skal være så gul, varm, etc. Det vil ikke ændre på noget. Til gengæld lærer man sig selv at kende på en hel unik måde, man finder ud af præcis hvor meget man er i stand til og at på selv den værste dag, finder man modet og tålmodigheden til at stå op næste dag og starte forfra. Og dét må da også tælle for noget. Jeg er imponeret over din viljestyrke, og jeg tror, at hvis ikke du var så hård ved dig selv – hvis ikke du var så fierce, var du heller aldrig nået så langt og du var heller aldrig blevet den version af dig, du er i dag <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Seriøst, jeg blev så glad for den her besked, S. Du sætter alting i orden for mig. Deroppe i toppen. Sådan næsten da i hvert fald <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

WHAT I DID (AND THE PHILOSOPHICAL QUESTION OF WHY THE FUCK YOU SHOULD CARE)