KIND OF SWEDISH BUT MOSTLY OVERSIZE

I GOT EMOTIONAL ABOUT A COAT

En mandag i december fik jeg pludselig separationsangst over en jakke, som blev solgt for længe siden

En torsdag aften i startdecemeber, var jeg på vej hjem fra træning (det skulle lige med). Og mens jeg gik hjem med næsen fastspændt til min telefon – højest sandsynligt med medfølgende overaktivt mundsavl over en Loewe taske eller med overaktiv vrede over, at jeg ikke kunne klare den der bane i Farm Heroes – var der pludselig en tanke, der ramt mig, der gav mig en trist og dyster følelse i maven.

Jeg skulle aldrig have ladet min mor sælge sin vintage pels.

Og som jeg lagde min telefon i lommen, kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, hvor dette pludselig afsavn kom fra. Og dernæst: Hvor kom denne pludselige tilknytning til min mors store, hvide og mange år gamle blårævspels fra? Bevares, jeg har da brugt den flere gange i min spæde gymnasieår, men jeg havde intet haft imod, at min mor ville sælge den, og jeg havde ærlig talt ikke skænket den en tanke i flere år.

Men som jeg gik der igennem mørket på det der sted, der bare er pisse uhyggeligt, når man går der alene, der kunne jeg nærmest dedikere en tåre til pelsen, der blev væk. En pels, der pludselig repræsenteret min mors ungdom. Repræsenterede vores forhold.

Og repræsenterede noget pænt, som Saks Potts har sat på alle vores trendradarer.

Jeg trak min telefon frem og skrev til den smukke kvinde, til hvem vi havde solgt pelsen. En venlig besked om, at hvis hun nu tilfældigvis nogensinde skulle have lyst til at sælge pelsen, så stod jeg klar. På daværende tidspunkt var min forfærdelige økonomiske situation i anden række i forhold til frakken.

Hun ville ikke sælge, skrev hun. Men skulle selvfølgelig nok huske på mig, tilføjede hun sødt.

Mens jeg accepterede nederlaget kunne jeg ikke undgå at mærke savnet og tilknytningen vokse i sig. Måske var det blot a case of hvad man ikke kan få, vil man gerne have, eller måske er det rent faktisk muligt at binde sig mere til en materialistisk ting, end jeg først havde troet.

Jeg er ikke en af dem, der holder fast i tøj og sko eller forbinder det med minder. Ud, videre, lad os sælge det eller aflevere det i genbrugen, så andre kan få glæde af det og jeg kan få penge til noget nyt. Derfor har jeg aldrig rigtig kunne forstå personerne, der beholder tøj længe efter, at de ikke kan lide det eller passe det.

Men det kan jeg måske nu.

For pludselig mindedes jeg duften af min mors parfume blandet med kold aftenluft, når vi havde været ude et sted, hvor hun havde haft den på. Pludselig mindedes jeg min gymnasietid, hvor det var det vildeste item, jeg kunne iklæde mig.

Pludselig tænkte jeg, at det var mere end blot den smukkeste jakke. Det var min mor og jeg.

Mandag den 26. skrev hun til mig, at hun gerne ville sælge mig jakken tilbage, fordi den betød så meget for mig. På det tidspunkt havde jeg opgivet alt håb om at få den tilbage, og ligeglad med overtræk, intet job og andre bekymringer, overførte jeg pengene til hende med det samme.

I dag hentede jeg den.

Den gled over mine skuldre som om den kunne huske mig. Jeg havde planlagt sættet, så jeg ikke lignede for meget en fin, rig dame. På trods af sneakers og statement tee kunne jeg dog stadig ikke ryste følelsen helt af mig, da jeg gik ved siden af Marie ned af Strøget. Det føltes lidt som om, at folk kiggede ekstra efter mig. Måske var det grundet det faktum, at hende ved siden af mig var iklædt en lilla pels, og til sammen lignede vi mest af alt Teletubbies på tour. Men det bragte mig ikke desto mindre tilbage til tiden i aulaen, hvor provinsens børn kiggede efter den mærkelig modeblogger.

Men nu føltes det ret rart. Lidt mærkeligt, men rart.

Og da jeg satte mig i toget for at kigge outfitbillederne igennem, kunne jeg ikke lade være med at smile. Først og fremmest fordi jeg synes, at jeg ser fantastisk ud, men mest af alt fordi det føles så rigtigt. Som om min mor er tættere på mig. Og selvom vi ses næsten hver eneste dag, så betyder det alligevel alverden for mig.

Og så er jeg bare pisse smart.

JAKKE OG BUKSER VINTAGE | SNEAKERS ASICS | ØRERINGE CÉLINE | TEE DREAMS AND DUST

followwho

4 kommentarer

  • Mia

    Ej er hyggeligt indlæg! Blev helt glad på dine vegne :-) Den klæder dig virkelig godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandie

    Det her er virkelig ikke ment som en løftet pegefinger eller en form for prædiken, jeg spørger bare af ren og skær nysgerrighed – hvad er din holdning til pels og dyrevelfærd egentlig? Har set dig og Marie i pels på nogle billeder, og ville bare høre hvad din holdning til pelsindustrien er :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Jeg køber min pels vintage og ellers vil jeg selvfølgelig altid gå efter, at dyrene skal behandles ordentligt, de steder, hvor pelsen produceres. Som hos Kopenhagen Fur eksempelvis. Jeg er ikke imod pels.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

KIND OF SWEDISH BUT MOSTLY OVERSIZE