REVURDERING AF KLASSIKEREN

”I just want to thank my mental illness for getting me here”

Prisen for den dygtigste, sjoveste, mest eftertænksomme, smarte og pseudo-intelligente modeblogger, der aldrig rigtig skriver om mode, går til: Sillewho

”Wait, wait let me get my drink: Først og fremmest vil jeg gerne takke mine mentale sårbarheder for at gøre mig til den, jeg er (I.e super angstfuld, overtænkende og på kanten af at udelukkende at bestå af overdrevne følelser). Og så vil jeg også gerne takke de der nye Vetements støvler, fordi de sikrer, at jeg ikke spiser andet end suppe i denne måned – mens jeg ser fantastisk ud”.

Forstiller du dig nogensinde, at du skal modtage en pris for et eller andet? Bedste nye album, fedeste dansemove på klubben for det der ”plukker æbler” tequila version, at du er kommet ud af døren i dag (you go!) eller for filmen: Reservations at eight?

Selvfølgelig gør du det. Og alle, der påstår andet, lyver.

Og når du står der, og takker alle for prisen for *indsæt selv lort, der betyder noget for dig*, vil du måske forvilde dig til at tro, at du skal takke uvigtige ting såsom: din familie (det er da i hvert fald ikke prisen for originalitet, du modtager), din kæreste (we get it; du har sex) eller måske nærmere nogle af dine positive kvaliteter såsom din sangstemme, evne til at holde hovedet koldt eller noget andet mennesker uden forkrøblende angst, kan.

Men da jeg forleden sad med hovedet nede i den skål med dobbelt-shot latté, jeg lige havde bestilt på den smarte café (I shit you not, den blev serveret i en skål, og jeg er i forlængelse efterladt med spørgsmålet: Er det smart, eller er der en eller anden gut ude i køkkenet, der ikke er blevet lært ordentligt op i, hvad forskellen på de forskellige typer af service er?), kunne jeg ikke lade være med at tænke, at en del af min takketale, nok faktisk burde gå til de elementer ved mig selv, som ellers ikke lige kommer først, når jeg skal tænke over, hvad jeg elsker ved mig selv.

Det er jo nok ikke ligefrem de mentale sårbarheder, man først smider sig på knæene og takker for, når man skal tildele credit for, at man er nået dertil, hvor man er.

Men burde det egentlig ikke være det?

Spørger hun pseudo-filosofisk (og endnu engang uden snerten af mode), men hun dypper hovedet ned i sin kaffe, der denne gang er serveret i et glas. Findes der ikke kopper længere, når hun at tænke, inden hun skriver videre.

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville være, hvor jeg er lige nu, hvis jeg ikke var (for)skruet sammen i hovedet, som jeg er det. Hermed ikke sagt, at jeg ikke var blevet en meget vigtigere og rigere person – det kan jeg ikke sige – men jeg kan med nogenlunde sikkerhed sige, at jeg ikke var endt lige her. Og når jeg stopper op og tænker – hvilket jeg faktisk gør så ofte, at jeg meget sjældent kommer nogle steder hen – så er det en ganske fantastisk ting.

Jeg var ikke blevet mig, hvis jeg ikke havde mit at deale med.

Sillewho havde højest sandsynligt ikke eksisteret. For hvad fanden skulle jeg skrive om? Kedelige ting såsom nye outfits og et liv, der er styr på? Jeg havde nok ikke de mennesker i mit liv, som jeg har nu, for jeg har et bånd til dem, jeg ikke kan forestille mig at have haft, hvis vi ikke havde mødtes over svære ting.

Jeg havde ikke haft min skønne skosamling, for uden mine nedture ville jeg ikke have stof til at retfærdiggøre købet af disse skønne (læs: ulækkert dyre) sko.

Så I kan nok se, at meget ville have været anderledes, hvis jeg ikke havde de ting at kæmpe med. Og derfor har jeg også valgt, at jeg vil inddrage dem i min takketale. For uden de ting jeg har skulle igennem, ville jeg ikke være den person, jeg er. Jeg ville ikke kunne klare de samme ting, jeg ville ikke kende de samme mennesker, jeg ville ikke have de samme muligheder.

Jeg ville ikke have de samme historier at fortælle.

Og selvom det til tider ville være (meget) nemmere, hvis jeg ikke skulle kæmpe en daglig kamp imod mit eget sind, så er det værd at tage med. Det er nok faktisk det eneste, man kan tage med sig. Så det synes jeg også, at du skal gøre. Du skal inddrage de svære ting i din tale, når du skal takke for der, hvor du er lige nu. Det kan godt være, at det ikke er i drømmejobbet, drømmestedet i dit liv, men på en eller anden måde har det givet dig noget, som gør dig til dig.

Og det er helt igennem skæppeskønt.

Se selv; jeg sidder der på første række og klapper i min hænder, når du går op og modtager prisen for at være den allerbedste dig. Med alt det lort, der medfølger.

followwho

8 kommentarer

  • Trine

    Jeg kommenterer aldrig blogindlæg og sådan noget, men bliver bare nødt til at skrive, at du bare er god, Sille! Så inspirerende. Simpelthen. Tak for en fantastisk blog! Mange knus herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Det er mig, der takker for en helt igennem fantastisk kommentar. Mange, mange tusind tak, Trine. Virkelig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det her, det er dybt. Og ikke på den dér oppustede cheesy måde. Det er eftertænksomt og lækkert velskrevet – jeg klapper i mine hænder og tænker over hvad jeg ville sige i min takketale som helt sikkert ikke bliver for en Grammy for ‘Bedste Sanger’ omend det er den jeg har øvet mig på førhen…. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • By Neil Simon! Thank you, Neil. Thank you for the words!

    Og så for rent faktisk at kommentere indlæggets indhold:
    Jeg tror, du har fat i den lange ende. Folk takker virkelig tit blot deres positive aspekter i livet, men jeg kan ikke lade være med at tænke, om det vitterligt var det, der drev dem? Om der måske i virkeligheden ikke var en eller anden modgang, der fik dem til at sige “nu skal jeg fandme vise dem, hvad jeg kan” eller om bare NOGET ikke er gået galt undervejs i deres liv! Forleden var jeg til foredrag til angst & depression, hvor en kvinde fortalte om sin oplevelse med depression og også sluttede af med at sige, at hun ikke ønsker det for nogen, men hun ville ikke have været foruden sin egen. For det har gjort hende til et andet og bedre menneske, det har gjort hende mere til hende selv og det var nok noget af det mest ærlige, jeg har hørt et menneske med depression sige. For det er jo sandt – man vil ikke være lige netop den person, hvis ikke man var udsat for de forskellige ting, uanset hvor hårde de så var, når man stod i det. Så ja, lad os for fa’en tage det med i takketalen! Thank you, Neil.

    http://nouw.com/satinawandel

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • e

    Men en skål er da ganske chic. Især i Frankring, hvor en det er den fancy standard, i serveringen af en Cafe au lait..

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

REVURDERING AF KLASSIKEREN