TEN ALTERNATIVE NEW YEARS RESOLUTIONS YOU ACTUALLY MIGHT FUCKING KEEP

I WENT HOME AND SAID GOODBYE TO 2017

img_2720

Hvis du ikke allerede har tømmermænd, så vil dette klichéagtige stykke med følelsesporno sørge for, at du render mod badeværelset

Klokken 23.15 sad jeg i min runde stol foran mine kæmpe vinduer i lejligheden. En konsekvent strøm af raketter eksploderede over hustagene, mens jeg gumlede på min mad bestående af økologisk ciabatta og mellemlagret ost. I øjenkrogen sad rester af den våde eyeliner – som jeg netop havde fjernet – og mine sammenrullede strømpebukser lå trygt i hjørnet og nød deres fyraften.

Går du hjem før 12? Spurgte de mig kærligt, inden jeg spontant sprang ind i en taxa, som var jeg på flugt fra krudt, sprut og unge kvinder med bare ben.

Det gjorde jeg. Altså tog hjem før midnat. For i et virvar af en 12-retters menu, mine bedste venner, cigaretter, bobler og altoverskyggende kærlighed fandt jeg mig selv overvældet af savn samt en bizar følelse af melankoli, der kun rammer på dage, hvor du pludselig står ansigt til ansigt med dit liv på en måde, der ellers opstår meget sjældent.

Udsigten til det nye år tvinger dig til enten at skue tilbage på det forgangne og det du har opnået (eller manglen på samme), eller også tvinger det dig til at drikke dig så spritstiv, at du ikke behøver at blive ramt af denne selvreflekterende opgave.

Jeg prøvede selv sidstnævnte, men fandt mig nødsaget til at opgive allerede efter fjerde ret. It is not going to happen. You are just not getting drunk today, my friend. 

Som i en film fangede jeg mig selv sidde på den charmerende restaurant med festglade og hattebeklædte smukke mennesker omkring mig, mens jeg i min egen lille bobbel bevægede mig i slow motion og mine tanker på fuld fart. Savnet til min udsendte mand åbnede døren for et væld af tanker omkring dette sidste år. Et år, der kun kan beskrives som værende det værste og det bedste år i mit liv.

(Hvis du ikke allerede havde tømmermænd, så vil ovenstående klichéagtige udtalelse da i hvert fald tvinge dig i knæ foran toilettet.)

Et år med hele to guldmedaljer – henholdvis for førstepladsen som det mest lortede og det mest fantastiske – medbringer uundgåeligt refleksioner i en sådan kaliber, at det kan få selv den mest hærdede life coach i knæ. Og det fik det også mig. Mellem raketter, glade mennesker og pasta i hummersovs – som sikkert smagte godt, men så herreklamt ud – blev jeg pludselig overvældet af alt det, jeg har oplevet i 2017.

Færdiguddannet, ramt af den værste mentale sindsstilstand jeg nogensinde har oplevet, forbedring, flytning til mit fantastiske København, drømmejobbet, en udsendt mand, tid med de syv kvinder, der er blevet min familie, en sådan ændring af mig selv, at jeg er efterladt med spørgsmålet: Hvem er jeg egentlig?

Og hvorfor nåede jeg ikke her til noget før?

For selvom ovenstående måske kunne lede dig til at tro, at jeg i går brugte aftenen på at fyre op for James Blunt og selvmedlidenheden over, hvor svært 2017 har været, så var det rettere en rolig og nærmest lykkelig melankoli, jeg befandt mig i. Giver det mening?

Det gør det nok ikke.

Det var følelsen af at efterlade noget bag sig, takke af til et år, der på mange måder har defineret mig – i hvert fald den jeg er lige nu – samt følelsen af at træde ind i noget, der er helt anderledes, end hvad jeg før har kendt til.

Men det kan selvfølgelig også bare være, at den der Prosecco ramte mig hårdere, end hvad jeg egentlig troede.

I 2017 har jeg ændret mig mere, end jeg har gjort igennem hele mit liv. Eller, måske er der alligevel sket ret meget fra alderen seks måneder til 22 år, men I ved, hvad jeg mener. Og måske var det også derfor, at nytårsnat opnåede en så betydningsfuld status for mig: Fordi den på sin vis repræsenterede et nyt liv.

Eller også var det bare en slem case af: Ung senmoderne kvinde føler sig lige pludselig følelseladet fordi solen nu har stået op 365 gange endnu engang, og så skal der pludselig sættes store ord på noget ganske normalt og uundgåeligt.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg klokken 00.00 stod med åben dør og smør i mundvigen og kiggede ud over København, der eksploderede i lys og farver, og på en måde følte jeg, at det var den smukkeste afslutning på noget smukt og råt. Et smukt og råt år, der har ledt mig til, hvor jeg er lige nu.

Det var øjeblikket, jeg havde brug for, for at takke farvel til noget usagt samt bevæge mig videre. Videre til de vilde ting jeg har ambitioner for i dette år. Videre med mine ord og med mig selv.

Videre til pizzaen og chokoladen som jeg har fyldt mig selv med i dag.

followwho

10 kommentarer

  • Maja

    Godt nytår, sødeste Sille! Jeg har desværre ikke fulgt så meget med herinde på det seneste, da RUC og min graviditet har fyldt meget. Men derfor har jeg dog alligevel bemærket noget.. du er begyndt, at drikke lidt alkolhol igen eller.. altså jeg mener bare, at jeg husker, at du var mere tilbageholden i Næstved ? ;) shit, jeg snager. Er blot nysgerrig eftersom, at jeg ikke spotter så mange sofaaftner mere herinde og på Instagram som før… jeg håber meget, at 2018 bliver et godt år for dig. Der er satme sket en del i 2017 for dig. Men set udefra ser forandringerne gode ud! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Hej Maja,

      TILYKKE med graviditet. Hvor er det skønt for dig!

      Ja, jeg er begyndt at drikke en smule igen, men passer stadig meget på mig selv, og presser ikke mig selv. Men jeg har fået det så meget bedre, at der er plads til et glas vin eller fire med dejlige venner :) Dagene hjemme i sofaen er der ikke megen plads til, da jeg arbejder så meget :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hvor er det bare fint skrevet! Melankolien har ramt mig i dag. Har sagt farvel til et skod år og hej til et der forhåbentligt bliver bedre. Alligevel rammer den der tristhed. Tømmermændene gør det nok heller ikke bedre. Ser allerede frem til i morgen hvor hverdagen starter igen. Sikke en rodet kommentar jeg fik skrevet haha! Men jeg håber virkelig at 2018 bliver mit år!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Tømmermænd er melankoliens bedste ven. Jeg håber, at det hele er mindre trist for dig i morgen, og jeg er sikker på, at du har efterladt – størstedelen af – lorten i 2017.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • CV

    Jeg elsker det her indlæg. Jeg ved ikke, om det lyder forkert eller om det er okay. Jeg ved bare, at jeg får en genkendelig følelse af, at jeg også godt kunne have brugt at komme alene hjem før kl. 00. Og jeg var endda sammen med hele min familie, det jeg som regel forbinder med tryghed og plads. Og så alligevel ikke. Men der var pludseligt så langt hjem fra lille Herlufmagle til Odense. Dette betød, at behovet for at sidde selv eskalerede, og min nytårsaften gik på at revurdere min egen eksistens. Det lyder måske smådramatisk.

    Alt hvad der burde være godt, og alt det jeg glæder mig til i 2018 blev pludseligt så overflødigt; nyt job…. og det var måske alligevel det eneste. Men hvorfor overpynte og næsten føle sig tvangsindlagt til at skulle i byen og more sig på en, som du selv påpeger, dag, der er så normalt og uundgåeligt?

    Jeg håber, dit 2018 bringer gode tanker og glædelig fejring til næste nytår.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Det lyder ikke forkert. Det betyder alt for mig, at du kan lide det.

      Jeg er ked af, at det var de følelser, du sad med i går, men dage som dem vil der nok desværre bare være nogle af. Jeg håber, at det hele ser lidt lysere ud i dag. Jeg sender kærlighed.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • R

    Kære Sille. TAK for det her indlæg. Bare tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Nogengange er vi så glade, at det gør ondt, andre gange er vi så kede af det, at vi ikke føler vi kan være i os selv. Sådan er det sgu bare, når man er en følebamse og ikke mindst, et menneske. Det er så pissesvært ikke at blive påvirket af højtiderne, især som konkurrence menneske med hang til selvhad på størrelse med Lolland Falster, fordi man ved hvor slemt det har været, men har ingen idé om hvor slemt, eller endnu værre, hvor godt det kan blive. For det sidste kan sommetider være endnu sværere at være i, især hvis man ikke er vant til det. En slags mentalt vokseværk. En kæmpe kælling med dårlige øjenbryn, der ikke har fundet ud af hun ikke er inviteret til festen. Jeg er stolt af, at du reagerede på dine følelser og gjorde, hvad der var rigtigt for dig. Godt fucking nytår, Sille

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det fint og reflekterende! Jeg havde også en anderledes nytårsaften – i Lissabon med det meste af min familie. Op til nytår har jeg også tænkt meget over 2017; hvad jeg har oplevet, hvad jeg vil tage med videre og hvad jeg vil lade blive i året. Jeg synes det er en fin markering af det der er sket og det der kommer.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEN ALTERNATIVE NEW YEARS RESOLUTIONS YOU ACTUALLY MIGHT FUCKING KEEP