I AM TOO OLD TO NOT HAVE FUN

INSTANT LOW SELF-ESTEEM HANGOVER

skaermbillede-2017-12-12-kl-08-13-16

Fordi vores hjerner er så fabelagtigt dygtige til at male fanden på væggen og gøre alting 123% værre, end det egentlig er

Du vågner. Lokalet snurrer, selvom du har én fod solidt plantet i jorden. Mens du mærker håret på dine tænder, spiller sporadiske glimt fra aftenen før på din indre tankeskærm. Du rejser dig dehydreret og sørgelig, og indser straks, at du skal bruge hele din lørdag på at sende mundtlige beskeder afsted til porcelænskongen.

Du skal ikke lade som om, at du ikke kender det. Lad være med at være hellig.

Men kender du også den anden slags tømmermænd? Den, der opstår helt uden tilstedeværelsen af den der flaske hvidvin med det lyserøde mærkat. Eller også der; men ikke kun. Instant low self-esteem hangover. Det er den, du mærker, sekundet du går fra en social sammenhæng. Den, du føler, når du har mødt nye mennesker, når du har været til møde med autoritære personer, når du har været sammen med folk, som du virkelig gerne vil have til at kunne lide dig.

Snakkede jeg mon for meget? Syntes de, at jeg var pinlig? Skulle jeg ikke have sagt det der? Hvorfor var jeg ikke mere cool?

Instant hår på tænderne og altoverskyggende kvalme.

Jeg elsker at møde nye mennesker, og bliver oftest fanget i den berusende tåge af at opleve nye ting, snakke om dybe emner, skabe relationer. Men når tågen forsvinder, sidder jeg tilbage med de konstante spørgsmål til alt, hvad jeg sagde og gjorde.

Som den lørdag morgen, hvor du desperat forsøgte at spore dig frem til, hvad du lavede i går, og hvem du skændtes med – som var du fulderikkernes Sherlock Holmes – sidder du nu og mentalt gennemgår alt, hvad du sagde og gjorde til det der event med de smarte branchefolk.

Og fordi vores hjerner er så fabelagtigt dygtige til at male fanden på væggen og gøre alting 123% værre, end det egentlig er, efterlader din instant low self-esteem hangover dig med overbevisningen om, at du ikke blot var pinlig, snakkede for meget og havde det helt forkerte outfit på, men også at du ikke har nogen fremtid, og at du nok faktisk er blevet fyret.

Også selvom du bare drak gløgg med en bekendt.

Jeg oplevede det i fredags, hvor jeg over et enkelt glas vin for meget deklarerede min storslåede kærlighed til alle kvinderne i selskabet samt min nye status som fribløder, fordi jeg havde glemt at købe bind. Det var en fabelagtig aften med grin, cigaretter og julekæder under varmelampernes skær.

Men morgenen efter vågnede jeg op – uden fysiske tømmermænd – men ramt af instant low self-esteem hangover. For havde jeg ikke været pinlig? Havde jeg ikke snakket for meget? Burde jeg ikke bare være lidt mere cool?

Sidstnævnte spørgsmål kan uden tvivl besvares bekræftende, men de resterende bunder nok mere i indre problematikker end i realiteten.

Jeg hader følelsen. Jeg hader følelsen af at være den irriterende lillesøster, der rent faktisk – videnskabeligt bevist – kommer som følge af instant low self-esteem hangover. Har jeg lige besluttet mig for, mens jeg sad og skrev denne tekst. Hvor ville det være skønt, hvis jeg kunne gå fra sociale gatherings uden den efterfølgende overtækning og spørgsmålstillen ved, om jeg nu var god nok.

For det var jeg jo. Med mindre jeg smed alt tøjet og væltede det dyre designerbord i hjørnet, mens jeg skreg: ”I DON’T EVEN KNOW MY OWN STRENGHT,” så var jeg faktisk OK. Og hvis der af en eller anden årsag skulle være personer, der ikke syntes det, så er det bare ikke dem, jeg skal invitere til kærlighedserklæringer over vin næste fredag.

Det er der nok en masse andre, der gerne vil være en del af.

I fredags var der en af de fantastiske kvinder, der sagde til mig, at det virkede til, at jeg altid undervurderede og talte dårligt om mig selv i mine tekster herinde på bloggen. Og det kan jeg godt se, hvorfor hun siger. For det er så meget nemmere at skrive om alt det, man synes er galt. Jeg tror, at det er samme undervudering af selv, der ligger til grunde for mine instant low self-esteem hangovers. For hvis jeg tænker på mig selv som den irriterende lillesøster, der snakker for meget, så er det også nemt at finde situationer – når jeg ligger der og leger mental dedektiv – der understøtter dette.

Måske jeg i stedet burde levere halvfulde kærlighedserklæringer til mig selv, når jeg går der og mærker de mentale tømmermænd? For at afskaffe dem, så jeg kan koncentrere mig om de fysiske tømmermænd, der åbenbart er en fast del af det at være blevet over 21 år.

followwho

4 kommentarer

  • Hehe – jeg gnækker lidt af glæde over at jeg ikke er den eneste. Skønt at høre at jeg er i godt selskab, og dejligt at du tør sige det højt!
    Hej, jeg hedder Pia, og jeg sætter spørgsmålstegn ved min sociale formåen når jeg er i selskab med übercool typer ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Silje

    Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er for at have læst det her indlæg! Jeg troede vitterligt, at jeg var den eneste i verden der havde det sådan. Jeg kan have siddet sammen med de aller bedste piger i mine vennekreds, og alligevel kan jeg ikke lade være med at føle mig pinlig og dum, så snart jeg er gået derfra. Ej du har lige reddet min dag!Bare det at vide, at det nok er helt normalt – men dermed ikke sagt, at det er rigtigt, og ikke er noget man skal prøve at ændre.. Tak :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie Louise

    TOO REAL! fuck hvor jeg kender det. og hader det

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I AM TOO OLD TO NOT HAVE FUN