I CUT MY HAIR: A TALE OF A WOMAN'S DESPERATE COPING MECHANISMS

IS THE POSITIVITY GENERATION A PR STUNT?

ikke-navngivet-1-kopier

Eksisterer positivitetsbevægelsen kun så længe, at vi kan få lov at dele den på de sociale medier?

Det føles som om, at der er et skift i gang. Et skift i måden vi ser køn på. Et skift i måden vi ser skønhed på. Et skift i måden vi ser magt på. Et skift i måden vi går til verden på. Hvad kom først? Kropspositivismen eller den nye forståelse af køn? Vores manglende villighed til at finde os i seksuel chikane eller vores forståelse af, at der er noget galt med måden, du bliver behandlet på, hvis du ikke er hvid og af det mandlige køn? Eller måske var det ham præsidenten på den anden side af vandet, der kom først?

Det føles som om, at der er et skift i gang.

Rundt omkring os bliver debatter startet. Vigtige samtaler tages. Generationer påvirkes. Man kunne være tilbøjelig til at sige, at der er et eller andet, der ulmer. Er det mon duften af forandring? Snif. Det kunne det godt være. Men vent, hvad er den svage efterlugt, jeg opfanger? Kunne det mon være en svag skepsis?

Kunne det mon være lugten af at dyrke en positivitetstrend for egen vindings skyld?

På glansfulde forsider poserer Ashley Graham side om side med Winnie Harlow og historier om Me Too bevægelsens betydning for unge kvinder. Den ene uge skal vi omfavne vores kropsbehåring og den næste hende skuespilleren, der viser, hvor rodet hendes køkken er på Instagram.

“Hvordan fandt du dog modet?” spørger journalisten, “Jeg synes bare, at det er så vigtigt, at vi viser flere sider af det virkelig liv,” svarer hun noget så korrekt.

Det føles som om, at alsidigheden vasker ind over os fra alle sider som et much needed modspil til alle de ismer, vi ser så mange steder lige nu: Racisme, sexisme, mandschauvinisme, du-skal-være-tynd-perfekt-og-blond….isme. Det er branchens og ungdommens nye kæphest, men bevægelsen efterlader mig med det mørke spørgsmål: Ville størstedelen af os gå lige så meget op i dette, hvis vi ikke kunne dele det på de sociale medier eller på forsiderne?

Men måske vigtigst af alt: hvis ovenstående spørgsmål besvares benægtende, er bevægelsen så mindre vigtig?

I mine øjne er der intet, der kan gøre bevægelsen mindre vigtig. Det skulle da lige være en invasion af jorden af abe-rumvæsener, der tvinger os alle sammen til at dyrke bananer for evigt, ellers bliver vi slået ihjel – i så fald kan det godt være, at vi lige skal sætte kvindemarchen på hold i et øjeblik.

Men ellers er disse forandringer – i mine øjne – noget af det vigtigste, der sker lige nu.

Hvis nyhedsværdien af denne bevægelse, positionering ved hjælp af hashtag som #loveyourself og salgstallene ved at sætte en pluz size eller tørklædebærende model på forsiden er nødvendige for, at denne snak bliver taget, er det så ikke det værd?

Jo. Det vil jeg mene. Men hvis vi dvæler lidt ved det, er det så en lidt beskidt smag, vi har i munden? Overalt i verden kæmper folk for deres ret, men før vi gider at gå rigtig op i dét, skal vi have et hashtag eller en kendis i sort at se på. Jeg tror måske, at det er nødvendigt. Jeg tror måske, at der har siddet en fucking bad ass kvinde i PR, der har sagt: Vi er sgu nødt til at få folk til at føle, at de vinder noget på dette – altså udover sikkerheden i, at de aldrig skal føle sig mindre værd eller blive chikaneret grundet deres race, køn eller seksualitet – de skal også have muligheden for at høste røvmange likes og skabe god brand-karma.

Måske skal jeg bare lade være med at tænke over, hvorfor det gøres, men rettere være stolt og lykkelig over, at der rent faktisk er så mange, der vælger bare at gøre det. Måske skal jeg bare lade være med at lugte så meget efter ting, der slet ikke er der. Måske tager jeg helt fejl.

Jeg ved det ikke.

Hvad jeg ved er dog, at jeg altid vil gøre mit for at støtte bevægelsen. Så godt som jeg nu kan.
I hvert fald så længe jeg kan få nogle likes for det.

followwho

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I CUT MY HAIR: A TALE OF A WOMAN'S DESPERATE COPING MECHANISMS