IT'S MONDAY - CUT YOURSELF SOME SLACK

IT’S THE LITTLE THINGS (THAT GET YOU)

img_2093

Perfektionist? Eller manglende perspektiv?

Jeg har brugt de sidste tre dage på at køre mig selv ned over de små ting. Fordi julestemningen er i sandheden over mig. Det er som sådan ikke noget nyt, eftersom mit liv hovedsageligt består af at finde ting, som jeg kan bekymre mig om. Det og så true crime serier. En forkert bestilling hos Vesterkopi, en forkert person i CC, et eller andet jeg troede, jeg havde glemt, men alligevel ikke havde glemt. Jeg har brugt utallige timer på at opgradere ting og situationer til en status som verdens vigtigste. Og det efterlader mig med spørgsmålet:

Er jeg masochist? Eller mangler jeg blot perspektiv?

Mit knugende greb om det at bekymre mig om de små ting, kunne måske lede folk til at tro, at jeg lider af et voldsomt tilfælde af “first world problems” eller måske rettere en diagnose af mild “prøv lige at tage dig sammen”. Og jeg er tilbøjelig til at tilslutte mig denne tankegang. For det vidner da i sandhed om manglende evne til at se udover egen næsetip, når jeg får svedige håndflader grundet en ufærdig to-do liste.

Måske er de små tegn i virkeligheden en indikation på, at jeg har det meget godt? For som en klog person sagde til mig engang (i.e i går); “hvis du ikke laver større fejl, så har vi da vist ikke rigtig noget at bekymre os over, var?”. Og det kan man ligesom ikke argumentere imod – ligemeget hvor meget min egen hjerne så prøver på det. For i the grand scheme of things, så betyder alle disse små ting jo ikke noget.

Men hvorfor er det så, at jeg bekymrer mig om det?

Ovenstående manglende perspektiv er et udemærket forklaringsforslag, men kan nok egentlig kun tage 74% af skylden. De resterende 26 (ja, jeg måtte lige tage et øjeblik for at regne den ud) må nok gå til en anden synder. En synder, der har været min evige kompagnon, en af dem som jeg egentlig ikke er interesseret i at have i mit liv, men som jeg ikke rigtig kan slippe af med. Som hende der klassekammeraten fra syvende, der bare ikke fatter, at storhedstiden er ovre, og at I kun hang ud, fordi der ikke var andre, der brød sig om Avril Lavigne i Karrebæksminde.

Perfektionismen.

Et karaktertræk, der i visse sammenhæng er ganske fordelagtig og faktisk fremmende, men i overdosis resulterer i  tilbøjelighed til masochisme, svedige håndflader og tanken om, at man ikke bliver til noget, fordi man kun arbejdede 16 timer i dag, har indsat et sløret billede til et blogindlæg (fangede folk forresten sammenhængen mellem den lille taske og de små ting, der refereres til i teksten? Jeg havde ikke andre) og ikke skriver lige så godt som Leandra Medine og Pandora Sykes.

I ved; total generel bekymring.

Jeg bliver bedre hver eneste dag. Måske er det den efterhånden høje, høje alder, der gør det. Men mest af alt tror jeg, at det er den gentagne realisering af, at man overlever de små ting. Det er erkendelsen af, at de små ting, man har brugt hele dagen på at bekymre sig om, faktisk løser sig – en erkendelse, som man forhåbentlig kan gemme i sit lille skab af gode ting, og trække frem, når den næste bekymring viser sig. Det sker ikke fra dag til dag, og der er stadig uger, hvor mit skab af gode ting er gemt væk bag lås og slå, og ganske enkelt helt umulig at låse op. Men jo flere små sedler jeg gemmer derinde, jo nemmere kan jeg også mærke, at det bliver.

*Bekymring over ligegyldig ting, lås skabet op, læs sedlen: det går sgu nok også denne gang*

Men forhelvede, hvor skal jeg øve mig på det. Jeg er faktisk lidt bekymret over det…

followwho

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

IT'S MONDAY - CUT YOURSELF SOME SLACK