I WEAR MY FEELINGS ON MY SLEEVE AND IN MY HAIR

LESSON LEARNED (AND OTHER SHIT GROWN UPS SAY)

Så ved du det til næste gang, husk at drikke vand, du har det bedre, når det er gjort og andet lort voksne siger (som vi burde lytte til)

“Så ved du det til næste gang”. Ja tak, faster Hanne, men det er altså lige nu, at jeg er ved at bukke under af angst, katastrofetanker og dårlig samvittighed over det dårlige valg jeg tog/den fejl jeg lavede/den trappe jeg faldt ned af, fordi hælen på den 5.000 kroners stilet, jeg lige har købt, knækkede af og sendte mig på røv og albuer ned af jeres uforståeligt ru og ubehagelige tæppe.

Så spender dog lige lidt ekstra på jeres gulvbehåring, Hanne!

Jeg vågnede i morges og fandt mig nødsaget til at skrive en klumme omkring de mange lektier, vi lærer her i livet (Fordi jeg er sådan et inspireret og overskudsagtigt menneske, der bare vågner op og ikke kan holde sig fra tastaturet. Indskudt sætning i en indskudt sætning: Jeg stod op ekstremt tidligt grundet dårlig mave, tjekkede mails og var derfor efterladt med endnu dårligere mave, kunne ikke falde i søvn og endte derfor med at tømme tanker ud igennem min fingre. Men førstnævnte lyder klogere, så lad os holde os til det).

Jeg tror, at mit forhold til lektierne i livet har ændret sig som tiden er gået. Da jeg var helt lille, fandt jeg det ganske enkelt top fedt, når jeg lærte noget nyt: Fedt, nu kan jeg binde mine sko. Fedt, nu har jeg lige lært i skolen, at man ikke skal gå tværs over vejen, selvom ens bjørneven med løbehjul står derovre, for det tager meget længere tid, end bare at gå lige over vejen. Super, jeg skal ikke binde mig for meget til sekundære roller i Disneyfilm, for de har tendens til at kradse af.

Som tiden gik ændrede dette positive mindset sig dog, og da jeg nåede teenagealderen var enhver lektie blot en konstant reminder om mine fejl samt skår i den fejlagtige – men ganske altoverskyggende – idé om, at jeg vidste alt, aldrig blev klogere og at livet for evigt ville være sådan.

Åh mit barn, hvor er du dog blevet klogere.

Men som jeg sidder her på den spæde anden side af teenageårerne, er jeg dog pludselig efterladt med spørgsmålet: Er du egentlig blevet klogere? I hvert fald lige på dette punkt? For de der lektier kan stadig være  ekstremt svære for mig at acceptere, at jeg skal lære. I stedet for at anskue dem med en barnagtig positivitet, ser jeg dem i stedet for som en personlig fiasko.

Og det er ganske enkelt super usundt og ucharmerende.

Jeg er blevet bedre til det. Bedre til at høre faster Hanne for mig, når jeg laver en fejl og derfor efterfølgende kan sige: Ved du hvad, så ved jeg sgu det til næste gang. Pisse fedt. Lad os komme videre. Men der er stadig tidspunkter, situationer, hvor faster Hannes stemme overdøves af selvfordømmende tanker og ideen om, at jeg skulle have vidst denne ting.

Du burde virkelig være blevet født med denne forståelse for forretning. Det er egentlig for dårligt, at du ikke var. 

Jeg har en fantastisk evne til at vende alting ind mod mig selv. Virkelig, det er faktisk ganske imponerende! Skete der en fejl i en helt anden afdeling end min? Det var nok mig, der glemte at sende et eller andet. Er min kæreste på den anden side af jorden i dårligt humør? Det er nok min skyld. Lavede jeg en mindre fejl, som jeg rent faktisk har været eftertænksom over siden, og nu kan tage med mig næste gang, så jeg ikke laver den samme?

Jeg må hellere isolere mig selv for omverdenen og flytte til det nordlige Canada og leve som en krebs.

Jeg vil gerne blive bedre til at håndtere de lærte lektier. Og hermed ment at håndtere dem på en anden måde end at bryde sammen af selvfordømmelse og bebrejde sig selv alt. Det er kraftedme også din skyld, at det moderne samfund sejler grundet sociale medier. Jeg skal adoptere faster Hannes laissez-faire-ness omkring fejl og mindre fordelagtige valg, og se det som en mulighed for at blive en smule klogere, bevæge mig en smule længere frem. Blive et lidt mere sammensat individ.

God knows, at jeg har rykket mig siden teenageårerne.

Og det var ikke sket uden lærte lektier, falden på røv og albuer og generelle skår i tidligere forforståelser af egen person.  Det vil jeg forsøge at huske på, når jeg næste gang står overfor muligeheden for at lære noget. For man kommer nok egentlig meget længere ved at acceptere, at man lige så godt kan lære af sine fejl i stedet for at hade sig selv for dem.

Det ved jeg til næste gang.

followwho

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I WEAR MY FEELINGS ON MY SLEEVE AND IN MY HAIR