WHY IS IT SO MUCH EASIER TO ASK QUESTIONS THAN IT IS TO ANSWER THEM?

MY LIFE ON MEDICATION

image1-6

Der er få ting, der gør ondt for mig at skrive om. Dette er en af dem.

Der er meget få ting, der er ømme for mig at skrive om. Faktisk kan jeg i liggende øjeblik kun komme på tre: Min mor, velour og mit liv på medicin. Stik mig et tastatur og jeg skal detaljeret fortælle dig om mine seksuelle tilbøjeligheder til madbilleder, mine pinlige stunder på et DSB toilet og om mine tossede tanker, men de tre førnævnte får mig til at stoppe op. Sætter mine ellers så hurtigtskrivende fingre i hak. Jeg troede egentlig ikke, at der endnu var ting, som jeg ikke kunne få ud igennem fingrene. Men det er der. Og jeg tror, det er disse, der er allervigtigst at skrive om.

Dem, der gør lidt ondt. Dem, der får mig til at holde vejret i tiden mellem et tryk på udgiv og den første kommentar. Dem, der presser mig.

Og mit liv på medicin er en af dem. Helt øverst på listen. Og eftersom jeg har givet mig selv den udfordring, at jeg skal skrive om det, der giver mig en dårlig mavefornemmelse, er det på tide at dedikere et indlæg til det, der i dette øjeblik får mine fingre til at bevæge sig en del langsommere over tasterne.

Mit liv på medicin. Mit liv på angstdæmpende og antidepressiv medicin. For tredje gang i mit liv.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor netop dette emne gør så ondt for mig at skrive om. Jeg er normalt ikke en person, der viger tilbage fra en snak omkring mentale problemer. Måske er det, fordi jeg ikke har accepteret, at jeg endnu engang er tilbage på pillerne. Måske fordi jeg er skuffet over mig selv. Måske fordi jeg hver eneste gang jeg hører blisterpakningen bryde, ligeledes hører mine egne skridt væk fra alle de andre stærke kvinder i denne branche. Distanceret fra det jeg ser op til.

Hvordan kan man se op til én, der popper piller for at være i sig selv?

Jeg siger det om mig selv, men jeg mener det ikke om andre. De stærkeste kvinder jeg kender, har haft behov for en hjælpende hånd igennem livet. Det gør dem ikke svagere. Tværtimod. Der er ingen, jeg ser mere op til. Men hvorfor kan jeg så ikke sluge min egen situation sammen med mine piller?

Hvorfor smager mit selvbillede så fucking øv?

Mine piller gør mig sulten. Og træt. Og smertefuldt bevidst om, at jeg ikke er som alle andre. Den erkendelse plejer ikke at være én, der er svær for mig at acceptere. Tværtimod omfavner jeg glædeligt sådan en chance for at skille mig ud. Men med pillerne er det et irritationsmoment. Et konstant spørgsmål til mig selv om, hvorfor det lige er mig, det skal gå ud over. Har jeg ikke været igennem dette nok? Hvorfor kan jeg ikke bare være som alle de andre?

Hvad er den hemmelige løsning?

Og som jeg sidder hos min psykiater, kan jeg ikke lade være med at spørge hende: Hvad er det, jeg ikke gør rigtigt? Og det absolut sværeste for mig at sluge, er svaret på lige netop dét spørgsmål.

Intet.

Jeg kan drikke alt den grønne juice i verden og køre Freud på min barndomshistorie, men faktum er højest sandsynligt, at det er blot sådan, jeg er skruet sammen. Og som jeg skriver dette, kan jeg ikke undgå at mærke noget klø bag øjnene. Det er muligvis pillerne, der får dem til at føles tunge, men mest af alt er det nok følelserne, der presser på. For pillerne og jeg er endnu ikke gode venner, og at erkende, at de muligvis blot skal være en del af mig,

den skal jeg sgu have et ekstra glad vand for at få ned.

Jeg ved, vi er mange, der er på medicin. Nogen blot for en stund, andre hele deres liv. Og mine grumme tanker om mig selv, er absolut ikke-eksisterende, når det kommer til andre. Når det kommer til andre, tænker jeg på det som insulin for en person med sukkersyge: Nødvendig. Ikke noget, der gør personen svagere eller anderledes. Bare nødvendig. Og måske må jeg bare acceptere, at jeg endnu ikke kan tænke sådan om mig selv. Jeg kan endnu ikke helt acceptere min situation, men det skal nok komme. Jeg håber i hvert fald, at jeg en dag kan tænke lige så godt om mig selv, som jeg gør om jer derude på medicin.

For i mine øjne er I de stærkeste, sejeste og skønneste mennesker. Mennesker med en historie og med en enorm styrke. En styrke til at bede om hjælp, og en styrke til at kæmpe.

Og dét skal man fandeme ikke være bange for at skrive om.

followwho

36 kommentarer

  • A

    Du er pisse sej, Sille. Og dem du ser op til i blogland, hvis de turde åbne op, som du tør, så tror jeg at mange af dem vil se helt anderledes ud, end de fremstiller sig selv. Og det er sgu ærgerligt de ikke tør det. Kæmpe respekt og skulderklap til dig Sille.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Tusind tak, A. Den kommentar fik lige sat det hele lidt i perspektiv. Tak.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Kære Sille.
    Først: Selvom, at man kan mærke, at det er et emne, som du har svært ved at skrive om, skriver du sgu stadig pissehamrende godt. Den skal du have.
    Og vigtigst at alt: Du siger det jo egenlig selv. Jeg tænker på dit behov for medicin på samme måde som du tænker på andres behov
    God aften herfra:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Kære Astrid,

      Tusind tak. For hele din kommentar. Det betyder alverden. Og det er rart lige at få understreget, at andre tænker om mig, som jeg tænker om dem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • <3 <3 <3

    Endnu en gang rammer du et eller andet i mig Sille. Tak fordi du deler – du er den sejeste og stærkeste kvinde jeg kender!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg er VILD med din blog. Kan læse dine indlæg igen og igen. Du skriver fantastisk!
    Jeg har selv sygdom, som har givet mig et meget usikkert sind, og så skal man jo have noget hjælp. Jeg har fået store psykiske problemer (depression) som følge af sygdommen, og det er enormt svært, og så popper man piller og græder og stirrer ud i ingenting, ser verden sprinte af sted, venskaber der glemmes, livet der spildes, og så knækker det hele. Gang på gang. Og erkendelsen af, at det nok ikke bliver meget bedre, at man skal forberede sig på, at det her er mit liv, det er det absolut sværeste, for det er så urimeligt. Jeg har det på nøjagtig samme måde som dig; jeg ser op til alle de, der erkender, at de har et problem og går i behandling, men jeg kan bare ikke acceptere, at jeg er samme sted. Kan ikke; vil ikke. En psykisk sygdom er ligesom en fysisk sygdom, det skal vi huske, og jeg synes det er stærkt, at du skriver det her indlæg. Pas på dig selv, skål i vand ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Jeg er glad for, at du kan lide mine ting, Rikke. Og så er jeg rigtig ked af, at du også kæmper. Men du har virkelig ret, når du skriver, at psykisk sygdom er ligesom fysisk sygdom – bare usynlig. Og det skal vi huske på <3 Jeg synes, at du er rigtig stærk, også selvom du ikke selv kan se det. Skål.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie Bech

    Sille det er virkelig et rammende indlæg, så sejt! Meget autentisk.
    Kommer helt til at tænke på youtub’eren Charlieissocoollike (min ynglings yt’er), og hans perspektiv på det, at tage antidepressiv medicin ->
    https://www.youtube.com/watch?v=8Qxo53PkJbA

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Spændende indlæg. Jeg kan sætte mig ind i alt, du skriver, hvilket også er derfor jeg er nødt til at blogge selv. Det handler ikke altid om angst, men nogle ting skal bare bearbejdes og ud, for at det hele føles lidt mindre farligt. Jeg er selv lige stoppet på medicin, og har været utrolig nervøs for det.
    http://Www.chapter8.bloggersdelight.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Clara

    Kære Sille.
    Du er så sej, og du skriver simpelthen så mange kloge, smukke og tankevækkende indlæg. Dette er bl.a. et af dem, og det rammer lige i hjertet på mig, fordi jeg har det på helt samme måde. Jeg er også på medicin pga. angst og skizotypi. Jeg er netop steget i dosis igen, og åh for helvede hvor er det hårdt at acceptere og indse, at det er nødvendigt. Hvorfor har jeg behov for at tage medicin? Hvad fjerner det af den, jeg er som person? Og ændrer det mig som menneske? Er jeg ikke god nok, som jeg er, og er jeg derfor nødt til at tage medicin, så jeg kan ændre på min personlighed? Spørgsmål der igen og igen vender tilbage til mit forvirrede, overbelastede hoved, og som til tider også fører til, at jeg simpelthen ikke tager min medicin af ren og skær afmagt og frustration – en ufattelig dum handling, men ikke desto mindre noget jeg gør, når jeg føler mig misforstået og alene, og når det, jeg ar allermest brug for, er hjælp. Det er skørt, hvilke tanker ens medicinforbrug skaber i én – for ligesom dig, har jeg også fået fortalt, at man skal tænke på det som insulin til en diabetiker, men det er bare lidt sværere, når det er medicin til ens hjerne og til ens tanker.
    M det er virkelig flot, at du har skrevet dette indlæg og taget et mere eller mindre tabuiseret emne op blandt dine læsere, som jeg er sikker på, vi alle vil støtte dig så meget som muligt. Jeg ønsker det bedste for dig fremadrettet, og jeg sætter stor pris på al det arbejde, du lægger i bloggen. Sov rigtig godt og hav en dejlig dag i morgen.
    Kh og gode tanker fra Clara

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Kære Clara,

      Hvor er jeg ked af at høre, at du kæmper. Jeg kan sætte mig ind i alt det, du skriver, og jeg finder også mig selv nogle aftener, hvor jeg nægter at tage mine piller. Du er ikke alene! Alle dine spørgsmål er også nogle, jeg stiller mig selv, og de er skide svære at gå og kæmpe med… Du skriver det så fint, når du skriver, at det er sværere at acceptere, fordi medicinen er til vores tanker. Det er en usynlig sygdom, og det gør så fucking ondt.

      Tusind, tusind tak for din kommentar, og for at du havde lyst til at dele din historie. Det gør, at jeg føler, at jeg ikke er alene. Jeg håber, at jeg fortsat kan skrive indlæg, som du har lyst til at læse!

      Rigtig god dag, søde Clara.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Stærkt, Sille!
    Hvis medicinen kan hjælpe, hvorfor så ikke bare tage den. Alt andet vil være skørt – skrevet med den dybeste respekt for dig og din situation.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Kære Sille.
    Personligt har jeg også haft angst tæt inde på livet. For mig giver det mening, at kigge på hvorfor jeg føler mig ængstelig og usikker og evt ryster i de situationer eller i det hele taget hvor jeg føler den. alt kommer af en årsag – det er bare med, at turde dykke ned i det, som fremkalder den og arbejde med den. Men det er ofte det, som er det sværeste. At konfrontere angsten for at den til sidst bliver mindre og mindre.

    Mit råd er til dig, er at tænke på at hele din krop følger med i alt. Du er ikke unormal og intet er umuligt for den at overvinde. En dag kan du uden medicin, det tror jeg på.
    Kroppen reagerer “bare” på alt, som den oplever. Og reaktioner såsom angst kommer af traumer.

    En god bog som har hjulpet mig er “væk tigeren”, virkelig interessant læsning om kroppens helbredelse af traumer, som sætter sig og viser sig igennem angst osv.
    Held og lykke og alt det bedste til dig.

    Mvh Caroline :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Hej Caroline,

      Tak for din kommentar! Jeg har og bruger stadig rigtig meget tid på at søge forklaringer og løsninger. Både hos mig selv og hos professionelle, så det er ikke, fordi jeg blot ligger mig tilbage og sluger mine piller :-) Jeg tror, at du har helt ret i, at man skal konfrontere angsten, før den bliver mindre. Tak for alle dine gode råd!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Jeg kan ikke sætte mig i dit sted, men derfor vil jeg alligevel efterlade en kommentar og fortælle dig, at det er SÅ sejt, at du deler lige netop det, som er sværest at dele!

    Jeg har lyst til at give dig denne anerkendelse og respekt med på vejen, så du aldrig stopper med at skrive om de ting, der er svære. Både for din egen skyld, men også for alle os andres. Masser af kærlighed i din retning <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Det sætter jeg virkelig stor pris på, Josefine. Helt enormt meget! Tusind tak for din kommentar. Hvor er det dejligt, at du havde lyst til at skrive til mig, selvom du ikke nødvendigvis kan sætte dig i mit sted. Massere af kærlighed tilbage til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva B

    Så prøv at skulle have medicin til både diabetes og depression og angst 😉 Ej, det ER svært at skulle acceptere, at man have behov for de piller for at kunne fungere “normalt” i hverdagen. Jeg har selv været på dem i snart to måneder, for første gang, efter en stressbelastning med stressudløst depression og angst, og skal i hvert fald fortsætte til foråret.. Jeg har valgt at snakke åbent om det på mit arbejde og i min vennekreds, hvilket jeg tror har gjort det nemmere for mig at acceptere min egen situation, og ikke gøre det til noget tabubelagt, men mere “bare” en periode i sit liv. Men det er megasvært at skulle acceptere den “svagere” side af sig selv, for det er jo ikke bare en synlig, brækket arm, som alle kan forstå.. Men sjovt som man selv kan forstå andre i den samme situation men helt glemmer sig selv☺️
    Stort kram herfra!☀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Jeg synes, at det er så stærkt, at du har valgt at snakke åbent om det! Jeg er af den overbevisning, at det er noget af det bedste, man kan gøre for sig selv. Jeg håber, at du snart kommer igennem den hårde periode – jeg er sikker på, at du nok skal klare det skide flot. En masse kærlighed herfra!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Regitze

    Piller eller ej, så er du fandme en af de sejeste kvinder i mit inspirationsfelt! Jeg har fulgt dig siden kaffe og rødvinsdagene, og jeg beundrer dig så meget for at turde skrive så ærligt om ting der trykker! Du har gjort en forskel i min selvopfattelse og jeg har virkelig lært af dig at det er okay at være menneske og ikke være perfekt! Jeg er normalt ikke typen der kommenterer på noget, men jeg syntes bare du skal vide at jeg ser dig som et utrolig stærkt og ærligt menneske, og det billede vil aldrig kunne ødelægges af nogle små piller! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal skrive til denne kommentar… Det er en af de smukkeste, jeg nogensinde har læst. Jeg kæmper lidt for tiden med troen på mine egne evner. Jeg synes egentlig, at jeg er skide dårlig. Men en kommentar som din, at vide at jeg har gjort en forskel for dig, det giver mig lysten og troen tilbage. Så TAK, Regitze. Tusind, tusind tak. Jeg håber, at jeg fortsat kan leve op til dine søde ord.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Du er den sejeste. Alle ved det!! Vi skal bare have overbevist dig❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Det her kunne jeg godt have haft brug for at læse en gang eller to i mit liv. Meget rigtigt. Og en fin observation, at ja, det er så svært at tænke det samme om sig, som man tænker om andre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Du ved, hvor meget jeg selv har slåsset med tanken om livet på medicin. Er man overhovedet glad, når man har brug for medicin for at have det tåleligt? Tæller de gode dage, når de ville være det første der forsvandt, hvis man tog medicinen ud af billedet? Er jeg overhovedet mig, og hvem er jeg og hvad er egentlig vigtigst? Jeg er blevet bedre til ikke at gå i selvsving, men jeg må indrømme tankerne stadigvæk sidder i mig, og det vil de sgu nok blive ved med. Jeg kunne i hvert fald mærke dem prikke under overfladen, da jeg læste det her indlæg. Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige, andet end at det er så patetisk hvor normalt det egentlig er at have det sådan når man har brug for hjælp. Især fordi det er med sindet. Du er jo ikke mindre dig, fordi du tager piller mod influenza eller får benet pakket ind i gips, når det er brækket. Hvorfor skulle du så være det, fordi du er udfordret for tiden og har været stærk nok til at tage imod den hjælp du har brug for, for at kunne fokusere på de ting, der gør livet lidt mindre træls? Kys til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Du har så ret. Og vi to har haft mange snakke om dette. Jeg spejler mig i dig og forsøger at finde styrke <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Stærkt skrevet! Har kommenteret at par af dine indlæg de seneste måneder, fordi jeg også selv ramte bunden med angst og depression for et halvt år siden. Og jeg har ikke rigtig fået det bedre, men har heller ikke taget de antidepressiver, som er blevet udskrevet til mig, fordi jeg er lidt bange for, hvad de gør ved en. Jeg er så glad for at kunne spejle mig lidt i hvad du gennemgår. Men jeg har egentlig et spørgsmål. Jeg er lige startet på studie, og det er benhårdt. Jeg er sindsygt indadvendt og har meget lidt overskud til alt det nye, fordi jeg har det sådan her. Og det er endnu sværere at skulle rende rundt og være entusiastisk med alle mine nye medstuderende, fordi jeg ikke tør være ærlig om det. Når jeg skal fortælle folk at jeg altså ikke rigtig har lavet så meget i det sidste af mine to sabbatår begrunder jeg det med alt muligt andet, det føles som om jeg lyver og distancerer mig selv, fordi jeg ikke bare kan sige, at jeg har ligget vandret og tømt kleenexpakker det sidste halve år. Nu skriver du selvfølgelig om det på din blog hvor alle kan se det, men hvor ærlig er du generelt med det, overfor nye mennesker og folk på dit studie? Og hvordan føler du det er at studere samtidig med at du lider af angst? For jeg ved ikke om om det er dumt at starte…
    Tak for en dejlig blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Hej M!

      Jeg er ked af at høre, at du sådan kæmper… Mit bedste råd er virkelig ærlighed. Jeg går selvfølgelig ikke og råber om min mentale historie til alle på gaden (selvom blogging vel næsten er det samme), men når jeg lærer folk at kende, så er jeg meget ærlig om det. Jeg er ikke pinligt berørt, og som jeg har skrevet i en anden kommentar herinde, så har jeg aldrig mødt nogle, der har reageret dårligt på det. Du må endelig ikke være pinlig over din historie. Du har kæmpet, du har været stærk, livet har været hårdt. Det behøver du ikke at skjule. Du behøver ikke fortælle alle det, men du må ikke føle dig mindre værd end dem, der har været på studie hele tiden.

      Jeg synes ikke, at det er en dårlig idé at starte på studie. Du skal bare huske at passe på dig selv. Være ekstra opmærksom og passe på dig selv. Som man altid skal! Og måske skal du have noget ekstra hjælp? Det kan være skide hårdt, og jeg har også kæmpet, men det handler meget om at huske sig selv. Ikke sammenligne sig så meget med alle de andre, og huske at sige fra. Jeg er sikker på, at du kommer til at klare det skide flot. Ligemeget hvad der sker.

      Tak for din søde kommentar! Og held og lykke!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanni

    Hej Sille.
    Det er første gang, at jeg læser din blog…
    Jeg er ikke typen, der tænder på madbilleder, mode og alt det andet du blogger om – no offense, men det rammer mig bare ikke.
    Det gør sådan et indlæg her til gengæld! Lige i solar plexus! Nok mest af alt, fordi jeg kan se SÅ meget af min egen kamp i det du skriver! En ting er at acceptere andres svagheder/udfordringer – noget helt andet er ens egne!
    Jeg har selv kæmpet i flere år med selv samme problem.
    Den eneste vej for mig, ud af det var rent faktisk at skrive om det – om alle nedturene, helt fra dag et af og så til der, hvor jeg står nu. Her er stadig nedture, antidepressiver og angstdæmpende -you name it, men nedturene bliver mindre og sjældnere.
    Og jeg har faktisk fundet ud af, at langt de fleste mennesker, der kender til mine udfordringer, stadig acceptere mig, holder af mig, respektere mig osv – og dem der ikke gør, ja de gjorde det sgu nok ikke i forvejen ;-)

    Heads up – du har INTET at skamme dig over, du er blot et menneske på godt og ondt og desværre ikke ufejlbarlig :-)

    Mange tanker herfra

    Sanni
    ps. har du overvejet at bruge bloggen lidt mere til det, der gør ondt? Du kan garanteret spare en masse tid ved psykiateren ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Hej Sanni,

      Nu ved jeg ikke, hvor meget du har læst herinde, men langt de fleste tekster handler faktisk om det, der gør ondt. Så jeg følger allerede dine rigtig gode råd! Jeg har heldigvis haft den samme oplevelse som dig – jeg har aldrig mødt nogle, der ikke har accepteret mig, som den jeg er, når de hører min historie. Tusind tak for dine søde ord og for at du også delte lidt af dig selv! Det giver mig mod på at skrive videre :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Stærkt, Sille!
    Når du begynder at tvivle på, om du er god nok, så vær sød lige at minde dig selv om indlæg som dette (og de kommentarer, det afføder). Du bidrager jo med uendeligt meget mere, end mange af dine “kollegaer” præsterer. Det lyder corny, men hold fast i dig selv og din stil. Det er der – både lige nu, men også på sigt – langt mere værdi i, end at læse stolpe op og ned om sponsorede gaver og alle de ting, der allerede står i modemagasinerne. Som jeg ser det, så formår du at 1. udvikle og dygtiggøre dig, 2. hjælpe andre og 3. hjælpe dig selv og øge din egen selvforståelse på én gang. Dét er da noget at være stolt af :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Jeg er så stolt af denne kommentar, Caroline. Det er så helt igennem fantastisk rart at blive mindet om, at man skal holde fast i sig selv – for det er OK. Så tusind, tusind tak. Virkelig. Den vil jeg genlæse, når jeg bliver i tvivl om mit arbejde.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

WHY IS IT SO MUCH EASIER TO ASK QUESTIONS THAN IT IS TO ANSWER THEM?