I ATE BURGERS AND DID MY HAIR BECAUSE I FELT LIKE SHIT

PINK ELEPHANTS AND BIG ASSES

PINK

Hvis det vi giver opmærksomhed til, vokser sig større, skal jeg virkelig til at ignorere min røv 

Forleden læste jeg et opslag af den der yoga, zen, glutenfri gulerodsstav oppe i røven slagsen. Det lød noget hen af, at det vi giver opmærksomhed, vil vokse sig større. Altså, hvis vi tænker på de dårlige ting, vil de fylde mere. Og som jeg sad der og allerede følte mig mere smidig, var jeg efterladt med spørgsmålene:

Har jeg så brugt uendelig meget tid på at tænke på min røv? Og er virkeligheden helt lige så sort/hvid, som førnævnte tankegang dikterer?

Jeg har prøvet min del af terapeutiske tilbud. Som en desperat ungkarl har jeg swipet mig igennem diverse psykologiske fremgangsmåder, der alle har været det samme, men på samme tid fuldstændig modsagt hinanden. Den ene uge har jeg dvælet ved min barndom og pillet i min historie, som var det myggestik på en varm sommerdag. Den næste har jeg ikke engang måtte tænke over, hvad jeg lavede i går. Sidstnævnte er den, som jeg har haft sværest ved. Med befalingen om, at jeg ikke måtte bekymre mig og ikke tænke negative tanker, blev jeg sendt hjem med sved på panden og tanken:

Tror du ikke, at jeg havde gjort dette før, hvis det var muligt?

Hvæsede hun igennem en halvlukket mund, mens hun indvendigt skrev psykologen på sin liste over folk, der meget ikke bliver inviteret til fødselsdag.

Det lykkedes aldrig helt for mig, men der var nu alligevel noget om det. Min ellers så pessimistiske gåen til det, blev gjort til skamme. Og som jeg sad der – som en sur teenager, der meget ikke gider med til sølvbryllup – bildte jeg mig selv ind, at det selvfølgelig ikke bare kan lade sig gøre at lade være med at tænke på det. Men jeg gav det alligevel en chance. Måske fordi jeg var for træt til fortsat at have katastrofetanker, måske fordi jeg logisk godt kunne se, at det faktisk var det eneste, jeg endnu ikke havde prøvet. Og så fordi det lød så fucking simpelt, at det næsten er dumt.

Det var som at trække mine pubeshår ud med pincet.

Én for én kæmpede mine negative tanker imod mig. Og det gode er jo – ifølge min kloge psykolog – at jo mere du kæmper imod, jo mere tænker du på dem. Når du ikke vil tænke på chokoladekagen, tænker du selvfølgelig på den. Men sig mig så lige: Hvordan fanden skal jeg så lige gøre det? Jeg sad som en zombie. Bange for at tænke, bange for at lade være.

*Pinch pinch* Smertefuld bikinivoksning.

Og som jeg lå der, følte jeg mig som Christiane F i afvænningsscenen. Nøjagtig lige så klam, men med en smule mindre udspytning af blodig opkast på væggene. Jeg var afhængig af de forfærdelige tanker, der havde fuldt mig non stop de sidste fire måneder. Og jeg var sgu ikke glad for at give slip. I starten kunne jeg kun slukke dem ved at se serier med ufattelig høj lyd og spille spil på min telefon, men lige så stille gav jeg slip på pincetten. Lige så stille føltes det som om, at jeg var kommet igennem afvænningen…

Men jeg kæmper stadig. Sindssygt meget. Det føles som en lille kamp hver eneste gang, jeg skal give slip på en tanke. Men det har hjulpet mig. I hvert fald en lille smule.

Så måske er der faktisk noget ved, at det vi giver opmærksomhed til, vokser sig større. Om det så er katastrofetanker, kagesult eller kærlighed. Jeg er endnu ikke så naiv, at jeg vil påstå, at man bare kan lade alle sine negative tanker flyde væk – medmindre du selvfølgelig er sådan helt yogasmart – men jeg er ikke lige så sur en teenager, som jeg var til at begynde med.

Vi skal give vores store røve, vores negative tanker og vores selvhad mindre taletid. Og selvom det kan være så fucking svært at trække mikrofonen ud af hænderne på dem, så er det det værd. De vokser sig ikke blot større, når vi lader dem optræde på den orange scene i vores tanker, de tager også pladsen fra alt det andet, vi kunne fylde op med i stedet. Og det fortjener de ikke. Det fortjener vi ikke.

Så i dag vil jeg ignorere, det bedste jeg kan. Synge en sang når de maser sig frem. Måske vil jeg igen kunne mærke den ubehagelige smerte fra hårudtrækning, men jeg tror, at det kan betale sig i længden. Jeg bliver glad for det, når jeg skal i bikini næste gang.

Hårløs og lidt gladere.

followwho

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I ATE BURGERS AND DID MY HAIR BECAUSE I FELT LIKE SHIT