RUNNING AROUND

PLAYING HIDE AND SEEK WITH WORRY

img_4868

Hey, kropshad, gemmer du dig HER?! Hallo, er det mon katastrofetanker, jeg kan spotte der bagved glæden over livet? Der må forhelvede være et eller andet, jeg kan finde?

Forleden sad jeg i solen foran min åbne altandør. På fjernsynet kørte der en yderst interessant dokumentar om ligklædet i Torino, i hånden havde jeg et glas køligt hvidvin – Nettos bedste til 70 kroner – samt en enkelt Marlboro light imellem fingerspidserne. Klokken var 18 efter en fabelagtig arbejdsdag, og som jeg sad der og slugte tysk Riesling og solens stråler, fandt jeg mig selv lede efter noget at være nervøs for.

Der måtte da i sandhed være et eller andet, jeg kunne bekymre mig over?

Var der ikke noget, jeg havde glemt? Et eller andet grimt jeg kunne bilde mig selv ind? Synes jeg ikke, at mine lår var for store? Havde jeg ikke dårlig samvittighed over, at jeg ikke bruger nok tid med min kæreste? Skulle jeg ikke stresse over, at jeg som 23 årig ikke har mere succes?

Something?

Men som jeg sad der og søgte, kunne jeg ærlig talt ikke komme i tanke om noget. Altså indtil jeg fik italesat, at jeg som en full blown masochist sad der og ledte efter noget, der kunne gøre mig i dårligt humør. Og det efterlod mig med tanken: Er jeg simpelthen bare ikke i stand til bare at være glad?

I det øjeblik var jeg jo rent faktisk i stand til blot at være lykkelig, men det var ikke uden spørgsmålstillen og overdreven analyse af situationen. Fordi, I ved; som senmoderne individ kan jeg ikke gøre noget uden dertilhørende overtænkning og navlepilleri.

Handler det om, at jeg grundet tidligere hårde perioder har skabt et tankemønster, der er afhængigt af bekymringer og nedtrykthed? Handler det i bund og grund om, at jeg ikke anser mig selv som værdig til bare at være lykkelig?

Eller var dokumentaren om ligklædet bare ikke spændende nok til at opretholde min opmærksomhed?

I virkeligheden er det nok en blanding af de to første (for dokumentaren var voldsomt interessant, så det er fuldstændig utænkeligt, at det kunne være den, der lå som grund for dette). Jeg er langtfra det lykkeligste menneske på denne side af de sociale medier, men jeg har i sandhed rykket mig flere stiletlængder i kampen for at blive glad og rolig i mig selv. Det er bare som om, at min hjerne stadig er fastlåst i en vane med at søge efter nedtrykthed.

En yderst ufordelagtig gemmeleg, hvor min hjerne forsøger at finde frem til skjulte bekymringer.

“Hey, kropshad, gemmer du dig HER?! Hallo, er det mon katastrofetanker, jeg kan spotte der bagved glæden over livet? Sille, der må forhelvede være et eller andet, jeg kan finde??”.

Jeg skal øve mig rigtig meget i at give opmærksomhed til alle de gode ting, der sker lige nu, i stedet for at søge efter de skjulte bekymringer. Det er pisse svært, eftersom det er ekstremt meget nemmere at gå den vej, der allerede er trådt. Særligt hvis du er iklædt spidse støvler fra Céline – du ved, mudder og sådan noget.

Jeg skal nok nå at opleve massere af stunder med smerte, bekymring og nedtrykthed, for jeg er mig og livet er livet. Men indtil da tænker jeg, at det er ret åndssvagt ikke at nyde solens stråler og vinens smag.

Også selvom den faktisk var ret klam, og jeg egentlig burde begynde – som et voksent menneske – at gå op i mit vinforbrug. Måske er det det, jeg kan bekymre mig om nu?

followwho

6 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

RUNNING AROUND