IS FASHION BECOMING MORE FUN?

PRÆSENTERER POSITIVITETSBEVÆGELSEN OS FOR ENDNU EN MULIGHED FOR SKAM?

ikke-navngivet-1-kopier

“Du kan ikke lide dine lår? Så kan vi desværre ikke lukke dig ind i klubben. Vi er nemlig helt igennem positive her.”

Forleden lyttede jeg til en podcast.

Og lad os så lige tage et øjeblik til at kaste lidt op i munden over personer, der starter en fortælling med at sige, at de lyttede til en podcast. Der er en speciel plads i helvede til sådanne personer, lige ved siden af rummet hvor personer, der siger: Der var et interessant debatindlæg i Politiken i går, befinder sig.

Tilbage til min historie.

Jeg lyttede til en podcast med Leandra Medine og Lena Dunham, hvori de berørte mange emner omkring det at være kvinde, mental sårbar og offentlig skribent. En af pointerne var, at der med sidstnævnte kategori medfulgte en stor skam over at føle selvhad. Lad mig uddybe: Vi befinder os lige nu i et selvmodsigende social media land, hvor kravet om den perfekte krop og liv eksistererer side om side med body positivity bevægelsen og forventningen om, at man som influencer prædiker om selvkærlighed og accepten af forskellighed.

Jeg kan allerede nu erklære mig ganske stor fan af sidstnævnte.

For det er sådan, det skal være. Vi skal selvfølgelig tilbyde et modsvar til den perfekte illusion, som vi alle sammen er skyldige i at sprede igennem vores kanaler – store som små. Men hvad gør man så, hvis man ikke altid kan praktisere, hvad man prædiker? Hvordan kan man være en rollemodel, et forbillede, hvis man ikke rigtig kan tro på det, som man så gerne vil have andre til at tro på?

Skal man så skamme sig?

Refleksionen ramte mig lige i mellemgulvet, og rejste et højlydt spørgsmål hos mig: Er hele den positive bevægelse egentlig så god, som vi går og bilder damebladene ind? Eller taber vi nogle på vejen?

Jeg drømmer om at være en rollemodel. Ikke på: sådan her kommer du i gang med at løbe, bage glutenfrie boller og aldrig bande, men på en måde der fortæller kvinder, at de ikke er alene i det lort, som de går og kæmper med. På en måde, der fortæller kvinder, at de skal elske dem selv for, hvad de er. Lår, dårlige tanker and all. Men kan jeg det, hvis jeg ikke føler det selv?

Måske taber positivitetsbevægelsen nogle ved at dømme folk, der ikke nødvendigvis er et sted i deres liv, hvor de kan følge den? Hvis man ikke elsker sine strækmærker, hvis man ikke elsker sin krop – i hvert fald ikke hver dag – hvis man ikke synes, at det er det fedeste og mest berigende at have angst og depression, så er der ikke plads i bevægelsen.

Og så skal man skamme sig.

Jeg siger ikke, at det rent faktisk er sådan, realiteten er, jeg berører blot muligheden for, at vi nu bare har fundet endnu en ting, som vi kvinder tænker, vi skal skamme os over. Nu har jeg fandeme heller ikke modet til at lægge et billede op af min mave tre dage efter, jeg har født. Hvad er jeg for et menneske? Hvorfor elsker jeg ikke bare mig selv fuldstændig? Hvad er jeg for et menneske? 

Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan skabe en fortælling, der udelukkende består af selvkærlighed og alsidighed. For der er faktisk intet, jeg hellere vil med mit liv, end at få blot én pige til at have det bedre med sig selv. Hvis jeg kunne opnå det, så ville jeg blot gå pension. Det bliver ikke bedre end dette. Det kan kun gå ned af bakke herfra. Jeg har opnået det vigtigste i mit liv. Vi ses i Sydfrankrig. Det er mig med vinen og det grå hår. 

Men måske handler hele den positive bevægelse ikke om at prædike altoverskyggende selvkærlighed. Måske handler den rettere om at prædike altoverskyggende selvaccept. Også selvom det er accepten af, at man bare ikke er et sted i sit liv, hvor man synes, at ens krop er super fed. At man arbejder hårdt på at nå derhen! Accepten af, at man ikke lige nu kan se det positive i sit mentale helbred. Måske er det simpelthen bare accepten af alle vores fejl, også selvom en af disse fejl er, at vi ikke har det sindssygt godt med vores fejl.

Giver det mening? Min fejl, hvis det blev for rodet.

Min positive bevægelse er at lukke op for alle dele af mig. Dem jeg skammer mig over, dem jeg er stolt af og dem, som en chef engang sagde til mig, at jeg ikke burde dele. Jeg elsker ikke alle dele af mig selv, det er faktisk meget ofte, at jeg har svært ved at elske noget som helst, men lad os dog skabe en bevægelse, hvor der er plads til det, plads til at rykke sig sammen. Plads til at være et uperfekt forbillede for hinanden.

Helt uden skam.

Og så når vi en dag har styrken og lysten til det, så kan vi dele et billede af vores ar og vores strækmærker på røven. Bare vi husker på, at det ikke er alle, der er der endnu. Og det er simpelthen bare helt helt i orden.

followwho

7 kommentarer

  • Josefine

    Jeg kan roligt fortælle dig, at du har fået mig til at have det bedre med mig selv. Jeg skrev engang en mail til dig og dit svar hjalp mig så meget. Nu kæmper jeg så med en spiseforstyrrelse og dine indlæg får mig til at tro på at det nok skal blive bedre og at jeg godt kan få det bedre. Så du kan roligt gå på pension, selvom jeg håber, at det gør du ikke. Al kærlighed til dig Sille!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Du ved ikke, hvor meget det betyder for mig, Josephine. Tusind, tusind tak. Jeg sender dig gode tanker og håber, at du kommer godt igennem alt, hvad du kæmper med <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Omg. Det er så fucking sandt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Du er et af de klogeste mennesker nogensinde. Og mest velformulerede. Siger det igen, stemmer for en form for gude-status til frk. WHO. <3333

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Amen. Tak for dine ord <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

IS FASHION BECOMING MORE FUN?