IT AIN'T JUST SANDALS, IT'S ATTITUDE REINCARNATED IN HEELS

SHOULD WE WORK TO MAKE LOVE WORK?

Ikke-navngivet-1

Skal kærlighed blot være nemt, eller er det OK at skulle gøre sig umage?

Med matematikopgaver, hårfjerning og kokkerering af den der giftige asiatiske fisk, der slår folk ihjel, hvis den ikke skæres og steges på en specifik måde, er det godt at gøre sig umage. Men skal man ligeledes gøre sig umage, når det kommer til forhold? Eller skal dét bare komme helt naturligt?

Kan essensen af kærlighed mere eller mindre koges ned til, at det skal være let? At man intet arbejde behøver at gøre? I et forhold skal umage så være et fremmedord?

Med frygten for at få diverse kærlighedsguruer og redaktører af bonede magasinsider på nakken, vil jeg personligt mene, at umage ikke blot er en del af det sprog, vi kalder forhold, men måske også er et af de vigtigste ord at kende. Sammen med respekt, kommunikation og late night snack runs. For selvom det kan være svært at acceptere, så kommer man nok ikke langt i et forhold uden umage. Det skulle da lige være langt ud, langt ned eller langt i en anden retning, der leder mod skænderier, uvenskab og urinering i hinandens morgenkaffe.

Selvom det måske går imod vores romantiserede og pink idé om, hvad et forhold er og skal være, så viser det sig til tider bare at være røvsvært. At være i et forhold byder på nedture og kedelige mandage, hvor man drømmer sig væk til hede strande og mere instagramvenlige kærlighedsaffærer. Der vil være dage, hvor personen, du vælger at dele dit liv med, ikke blot irriterer hver en fiber i din krop, men også formår at være grøften, du finder dig selv kørt ned i. Med dine tennissokker, kanelgifler og 24 afsnit af what ever serie I nu er i gang med at slå timerne ihjel med.

Men måske det er her, at vi lige skal tilte de lyserøde aviators ned på næsen og se på og mindst acceptere verden, som den rigtig ser ud. Grå, til tider kedelig og med akkurat lige så mange op og nedture som en shoppetur i Illum. (Hashtag what’s up with the fucking escalators?). Og det er OK. Det er mere end OK. Måske er forholdet i virkeligheden først sådan rigtig ægte, når de lyserøde briller bliver lagt på hylden, og nedturene overkommes. For kærlighed er ikke uden sine dårlige sider, og måske er det netop umage, vi skal bruge i kampen?

Jeg mener ikke, at hver en dag sammen med ens partner skal være en tandudtrækkende kamp. Så er det måske på tide at gå hver sin vej. Jeg mener heller ikke, at vi skal gøre os umage døgnet rundt hele tiden. For en del af det at have fundet partneren i ens liv må vel ligeledes være at kunne være sig selv i den reneste – og mest ucharmerende – form? Men måske det er helt OK, at man er nødsaget til at gøre sig en smule umage en gang imellem? Måske det hverken betyder, at forholdet er ved at gå i vasken eller at kærligheden er mindre. Måske det blot betyder, at når det bliver ægte nok, så kan det sgu kræve, at man gør noget ekstra for det. Imellem opvask, madlavning og fællesøkonomi.

Jeg tror ikke, at vi kan ikke forvente, at vi blot kan læne os tilbage og lade kærligheden gøre sit. Jeg tror ligeledes heller ikke, at vi skal være så hurtige til at lade os slå ud, når det går op for os, at vi er nødt til at arbejde for at holde hjulene i gang.

Forhold og kærlighed kan ikke eksistere uden at vi gør os umage. De vil visne akkurat ligesom alle blomsterne i mit hjem. Og som med dét faktum, accepterer jeg ligeledes, at jeg altså er nødt til at gøre mig lidt umage. Om det så er med at droppe middagsluren til gengæld for en tur i skoven. At spise stegt flæsk og persillesovs eller blot ved at lægge telefonen ned, kigge min mand i øjnene og fortælle ham, at jeg elsker ham.

For det er sgu umagen værd.

followwho

2 kommentarer

  • Amalie

    Jeg elsker dine indlæg for tiden, du er fandme cool! Og virkelig godt emne at tage op. Jeg synes folk nu om dage er alt for hurtige til at give op i et forhold ligeså snart man ikke flyver rundt på en lyserød sky. Det er så vigtigt at gøre sig umage. For noget tid siden følte jeg mig lidt begrænset i at gøre mig umage for mine kæreste da ingen af os har ret mange penge. Men så tænkte jeg at jeg måtte se muligheder i vores begrænsinger. Så vi begyndte at gå en masse skovture, lave picnic, og bare prøvede virkelig at være sammen når vi er sammen. Og når jeg tænker over det er det mindst ligeså hyggeligt som at gå i biffen eller på dyre resturanter. Så penge behøver i hvert fald ikke spille en faktor i at kunne gøre sig umage.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Jeg er glad for, at du kan lide det! Jeg synes simpelthen, at det er sådan en fin vinkel, du har med på. Man kan nemlig sagtens gøre sig umage ved hjælp af ting, der ikke koster penge. Det er vigtigt at huske på!!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

IT AIN'T JUST SANDALS, IT'S ATTITUDE REINCARNATED IN HEELS