"I CAN SENSE YOU WEAR BLACK A LOT"

TEN SIGNS YOU SUFFER FROM OVERTHINKING

img_1595I ægte selvhjælpsånd dikterer Dr. Who nu, hvilke ti tegn du skal være opmærksom på, hvis du frygter, at du lider af overtænkning

Udover porno, kattevideoer og passive-aggressive opslag fra hende pigen fra din gymnasieklasse, der “hader folk, der *indsæt selv vag beskrivelse af karaktertræk vi alle hader*”, så består nettet hovedsageligt af overflødige selvhjælps-agtige artikler fra diverse Buzzfeed-lignende publikationer omkring dine ti tegn på et eller andet. Ti tegn på, at du er psykopat. Ti tegn på, at han er dig utro. Ti tegn på, at du er kæmpe Friends fan. Ti tegn på, at du elsker pizza. 

Bitch, we all love pizza.

Men fordi jeg er så desperat efter at blive kendt og succesfuld og har en ekstrem kærlighed til førnævnte selvhjælps-agtige artikler, har jeg selvfølgelig også kreeret min egen lille liste over ti ting, som du skal være opmærksom på. Så læg dig tilbage og mærk godt efter disse ti ting, der kunne være tegn på, at du lider af en voldsom omgang overtænkning.

  1. Læsning af SMS’er er ikke en ubekymret handling, der foretages for at samle nødvendig information om eksempelvis snarligt kommen møder og aftaler. Det er et sidefag på UAO. Universitetet af Overtænking. Hvad mente han med det? Hvorfor sendte hun ikke en smiley med? Mon den formulering kunne misforstås? Mon mor stadig elsker mig, selvom jeg ved en fejl fik sendt *crying laughing smiley*  i stedet for *thumps up smiley*?  Hvem har behov for bøger og Netflix, når man har en hel dags SMS’er at overtænke og få angst over?
  2. Du har behov for minimum en lille uge, hvis det er dig, der skal bestemme aftensmaden. Hvad har du egentlig lyst til? Mon de andre vil kunne lide dette? And don’t get me started på hele den indre diskussion om sundhed versus Nettos slikafdeling. Har jeg egentlig lyst til at være tynd, eller skal vi hellere bare bade os i sovs og store flødeboller? 
  3. Du sætter spørgsmålstegn ved alle valg i dit liv, og bruger herefter en uendelig mængde tid på at overveje alle mulige udfald, alle måder du kunne have gjort det bedre på, hvad der uden tvivl går galt og hvad meningen egentlig er med dette rod, der er dit liv. HVEM ER JEG?! Jeg spurgte bare, om du ville have en stor menu for fem kroner ekstra.
  4. Kiggede hende der mærkeligt på mig? Mon hun synes, at jeg er grim? Mon hun synes, at jeg ser sur ud. Jeg må hellere smile til hende. Shit, nu tror hun sikkert, at jeg er en tosse, der bare står her på perronen og smiler til andre. Mon jeg har noget omkring munden? Hun hader sikkert min blog…
  5. Du ejer en blog, som du konstant overtænker indholdet og værdien af. Du kan ikke lade være med at bruge uendelig tid på at analysere faldende tal, manglende kommentarer eller lav aktivitet på anden vis, der jo unægteligt må betyde, at du er et dårligt menneske, der aldrig bliver til noget. Hypothetically speaking, altså…
  6. Du kan ikke snakke med din kæreste, date, partner, seksuelle legekammerat uden at lede efter den berømte mening mellem linjerne. Dette er særligt problematisk, hvis din partner er af det mandlige køn, da denne sjældent har en skjult mening. Hell, de har ikke engang et “mellem linjerne”. Du søger konstant, hvad han mon egentlig mente, da han sagde, at han havde haft en rigtig god dag. Betyder det, at han nød ikke at være sammen med mig? Du kan ikke undgå at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor han mon sagde, at maden smager helt fantastisk. Har han så ikke kunne lide det de andre gange?? 
  7. Ser det der lille brune mærke på din hånd ikke lidt mystisk ud? Brug lige hele dagen på at tænke over, hvordan du uden tvivl snart dør. Pest, siger du? Det er uden tvivl det, du har.
  8. Da det går op for dig – efter at have smagt på det – at førnævnte mærke er rester fra den Snickers bar, du spiste i toget, kan du ikke lade være med at overtænke din overtænkning. Er jeg mon hypokonder? Er jeg ved at blive sindssygt? Hvorfor kan du ikke bare være lidt mere afslappet og normal, Sille. Burde jeg have spist fem chokoladebarer? 
  9. Til sociale arrangementer sørger du for at smile til alle, snakke med alle, sidde imellem de to af dine veninder, der lige har været uvenner over en trøje i mandags, og selvom du har overtænkt hver en enkelt handling på denne – hvad der er blevet ekstremt trættende – aften, bruger du stadig hele næste uge på at overtænke aftenen og din ageren. Fik du drukket for meget? Var du pinlig? Var du for højlydt? Blev hende der mon sur over, at du tog de sidste chips?
  10. Du læser en lang tekst om overtænkning på en åndssvag blog.

*Denne tekst er overhovedet ikke på nogen måde what so ever baseret på sande oplevelser eller ægte personer. Den er fuldstændig fiktiv og er overhovedet ikke gældende for forfatteren bag, der lige nu sidder og er vildt bang for, at I tænker alt det der om mig. Mon de tror, at jeg er tosset? Mon de misforstår det, jeg har skrevet?

Mon jeg nogensinde bliver til noget her i livet?

followwho

15 kommentarer

  • SilleLover

    Jeg tror denne tekst kunne være skrevet af alle, men ingen skriver den som dig. Indsæt selv haleluja smiley og græder af grin smilet, samt hjerter i øjnene smilet <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tænkte over en masse da jeg læste dette indlæg, og jeg synes selv jeg tænker over tingene hele tiden, så jeg kunne godt lide dette indlæg :)

    god aften: http://blogbykathrine.bloggersdelight.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Du ved du har angst, når din psykolog aflyser fordi hun er syg, og du straks tænker at det er dig, der har overbelastet hende med dine problemer og svækket hendes immunforsvar og hun sikkert hader dig nu og måske hele tiden har hadet dig og kun aflyst for at undgå at høre på dig. Og du er nået frem til den konklusion på 0,5 sekunder før du nåede at læse at hun tilbyder dig en ny tid på torsdag, og hvornår det vil passe dig bedst…. #anxiety

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hej sillewho! et godt råd til dem der overtænker.

    ALLE tænker ALTID på sig selv. det er trist, men om ikke andet er der en sandhed i det.

    at forvente at andre mennesker tænker alt muligt om dig, er både egoistisk og urealistisk.

    der er der ingen der gør.

    de har travlt med at tænke på, hvad du mon tænker om dem, på den mælk de er på vej i fakta for at købe, eller på om de kan få et glimt af deres eget spejlbillede i den rude, de skal til at passere…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvad taler du om? Hvem mig??!!!! *indsæt overtænkning x 100*
    Nå, ikke? Pyh.
    *gjorde hun mon alligevel?*

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Haha du er ikk alene. Jeg kan give mig selv dårlig samvittighed over noget jeg har sagt til en anden og om det blev misforstået. Så kender det godt😂😂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"I CAN SENSE YOU WEAR BLACK A LOT"