GOING OUT OR STAYING IN: THE ANXIETY OF CHOOSING

AND NOW THE BAD NEWS: I’M GOING TO BE ALONE

Og nu til den anden side af møntet, der er livet:

Om ganske få uger skal min kæreste udsendes. I lidt over et halvt år. Dette er et faktum, der egentlig ikke har været voldsomt svært for mig at leve med over de sidste par måneder, hvor jeg har vidst det. Men det er som om, at det pludselig har ramt mig nu. Og derfor synes jeg også, at det er på tide at skrive om det.

Skrive om det at skulle være alene.

Jeg er selvfølgelig ikke alene i ordets værste forstand. Jeg har veninder, familie og min egen store personligheds selskab. Men jeg er alene på en måde, der alligevel er meget voldsom, koncentreret og ukendt, og det efterlader mig overfor tanker og problematikker, som jeg ikke helt synes er fede.

Hvordan skal jeg åbne flasken med Irmas æble- og ingefærsjuice uden hjælp? Kommer jeg til at spise rigtig mad i seks måneder? Hvordan klarer et parforhold sig med minimal kontakt?

I øjeblikket er det de små ting, der rammer mig: tanken om, at jeg ikke skal sidde ved siden af ham i bilen, når vi kører steder hen. At jeg ikke kommer til at høre ham synge, mens han laver mad. At jeg ikke kan bede en anden om at hente chokolade til mig, når jeg ikke orker livet. Og det er disse små ting, der efterlader mig med en gnaven af savn i maven og en pludselig manglende evne til at fatte, hvor lang tid seks måneder egentlig er.

Det er jo ligesom otte lysår eller sådan noget? 

Min plan er at koncentrere mig om mig selv. Arbejde hårdt, forkæle mig selv hårdere. Fokusere på alt det som jeg gerne vil. Som at rejse alene til Paris på en kort (shoppe- og æde)tur, læse en masse bøger, få Sillewho til at vokse sig endnu større. Og det kan jeg til dels godt glæde mig rigtig meget til. Men jeg kan godt mærke, at de små ting gnaver.

Han kommer ikke til at ligge ved min side, mens jeg skriver tekster.

Det er nok en vanesag, tror I ikke? Mennesket er jo nu engang mægtig dygtigt til at omstille sig og tilpasse sig. Så mon ikke også, at smerten ved de manglende små ting pludselig aftager hos mig? Jeg er jo ikke ligefrem ny i hele grænsenke gamet, jeg skal sgu nok klare det. Det kommer bare lige til at tage noget tid.

Og kage. Og tudeture. Og lange tekster. Og shopping. Særligt sidstnævnte.

followwho

12 kommentarer

  • Sanne

    Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at de seks måneder går meget hurtigere, end man tror.Min kæreste var udsendt i et halvt år til Afghanistan, og selvom det var ulideligt den første måned, så vænner man sig hurtigt til, at man skal klare alle de små hverdagsting alene. Og jeg gjorde ligesom dig: fokuserede på mig selv, mit studie og mit job, og så gik det hele lidt nemmere. Og da der var gået seks måneder, kunne jeg pludselig ikke forstå, hvor tiden var blevet af.
    Jeg sender gode tanker til jer begge <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Tusind tak, fordi du delte din historie, Sanne. Hvor er det rart at blive bekræftet i, at det selvfølgelig nok skal gå <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Du er ikke alene. Du har, som du selv skriver, din familie, dine veninder også har du alle os der læser med! Og hvis det alligevel føles ensomt engang imellem, så er kage og shopping en virkelig god ide – det er det sådan set altid:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Det hele skal nok gå Sille! Jeg håber, at du kommer til at dele lidt af dine tanker omkring det, når du står i det, ligeså meget som jeg også håber og krydser fingrer for, at du opdager, at det slet ikke er så slemt. Min kæreste skal nemlig også udsendes, dog først om et lille bitte års tid.
    Jeg både glæder mig (mest på hans vegne) og er nervøs for det. Størstedelen af tiden tænker jeg dog heldigvis ikke over det. Der er jo for mit vedkommende også noget tid til endnu, men jeg fik det netop at vide for et par dage siden, hvorfor det alligevel fylder en smule lige nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Jeg lover, at jeg nok skal dele mine tanker. Og du er altid velkommen til at skrive – du har et fristed herinde! Det skal nok gå det hele <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Har samme bekymringer. Min kæreste tager afsted 1. august på udveksling. Jeg har samme tanker som dig. Overvejer sågar at tage et aftenkursus i et eller andet, så aftnerne ikke føles så lange.
    Mange kram fra en glad læser!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg skriver også af erfaring- tiden går hurtigt!! Vælg at du vil nyde alene tiden.
    Vær sammen med veninder og dyrk dit nye job. Man lærer også mega meget af at stå på egne ben. Pøj pøj!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Du verdens sejeste Sille. Det skal nok gå! Hilsen en stor fan <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

GOING OUT OR STAYING IN: THE ANXIETY OF CHOOSING