ER JEG UNUANCERET?

THIS OR THAT – FEATURING MARIE JEDIG

SPONSORERET AF MEJERIFORENINGEN

logo-duo

img_2258

Noget om Céline over Chanel, unge mænd og mælk

Forleden blev Marie og jeg inviteret til at tage en trip down Milkylane, hvor vi skulle snakke om nogle af de mælkede stunder, vi husker fra vores barndom. Det førte til et voldsomt bredt this-or-that interview, som min professor i journalistik havde kigget ondt på mig over og udbrudt: “Din vinkel skal være så spids, at den kan sidde på en gråspurvs røvhul!”.

Det kan denne ikke, men rundt omkring kommer vi:

Marie: “Cappuccino eller café latté?”
Sille: “Jeg har først fornyligt fundet ud af, hvad forskellen mellem de to er.”
Marie: “Hvad er forskellen?”
Sille: “Forskellen er, at i cappuccino er der mindre mælk og mere skum… Og i latté mere mælk og mindre skum. Det kan også være, at jeg får nogle sure baristaer efter mig nu. Jeg bestiller i hvert fald altid latté. Double shot latté. Fordi…det smager som cappuccino.”

Sille: “Mælk om morgenen, eller mælk om aftenen?”
Marie: “Mælk om morgenen. Jeg har drukket mælk til min morgenmad siden, jeg var lille – fordi jeg dengang var, hvad man ville kalde underernæret, og mine forældre derfor gjorde, hvad de kunne for at fede mig op med fødevarer, der var gode for mig.”
Sille: “Vidste du, at man faktisk burde slutte sin bytur med en White Russian?”
Marie: “Fordi, der er mælk i?”
Sille: “Mmmh.”

Marie: “Sneakers eller stiletter?”
Sille: “Stiletter på, sneakers med til skiftesko”

Sille: “Céline eller Chanel?” 
Marie: “Som fuld garderobe så ville jeg vælge Céline. Det er mere alsidigt og moderne, og rammer mere min stil, hvor Chanel ofte kan blive lidt konet”

Marie: “Minimælk eller skummetmælk?”
Sille: “Jeg tror ALDRIG, jeg har drukket skummetmælk!? Er det særligt skummet, eller hva’?”
Marie: “Jeg tror faktisk, det er lettere end minimælk. Jeg synes, det smager for vandet. Hvis man skal se skalaen, så har vi skummetmælk, minimælk, letmælk…”
Sille: “Og sødmælk. Men er skummetmælk ikke også sådan lidt… forsvundet? Jeg kan huske, at man altid skulle vælge mellem sødmælk, letmælk og skummetmælk, da jeg var barn.”
Marie: “Men så kom minimælk og ryddede bordet.”
Sille: “Jeg hører sguda aldrig nogen sige ‘Må jeg få min latté på skummetmælk?'”
Marie: “Nej, det er rigtigt. Jeg siger altid minimælk.”
Sille: “Ja, så jeg vil også sige minimælk.”

Sille: “Yngre eller ældre mænd?”
Marie: “Jeg burde sige ældre mænd… Men… Jeg har genopdaget min forkærlighed for yngre mænd. På mange måder føler jeg mig meget moden, fordi jeg er etableret – men jeg er samtidig ung af sind. Jeg vil gerne have en ældre mand, fordi jeg er et sted i livet, hvor det giver mening at slå mig ned – men jeg kan godt lide den sjov og ballade, en yngre fyr kan tilføre.”
Sille: “De bliver heller ikke lige så let forpustede. Du må bare lige sørge for at have noget mælk i køleskabet, så de kan få deres…”
Marie: “…calcium…”

img_2260

 

followwho

5 kommentarer

  • X

    Hej Sille

    En kommentar helt ude af kontekst, men nu poster jeg den her og håber, det er okay :-)

    Efter at besluttet mig for at stoppe på (hvad jeg troede var) mit drømmestudie for et par måneder siden, har jeg siden (og desuden også inden beslutningen, må jeg nok indrømme) kæmpet med (generaliseret) angst… Jeg har siden da søgt trøst i at læse dine indlæg om “emnet” og altså fået indblik i, at man godt kan “klare” et liv med studie/job og relationer alligevel, til trods for at det kan føles sort her i starten.
    Jeg kunne virkelig(!) godt tænke mig, hvis du måske ville skrive lidt om, hvordan du tackler det hele og lever med det og formår at have et liv kørende. Hvad gør du, hvis du virkelig kan mærke angsten/bekymringerne banke på om morgenen, inden du skal på job, sådan at du bliver i stand til at tage afsted? Og hvad med sociale arrangementer, som du måske ikke har lyst til at deltage i, men som du alligevel kommer afsted til, til trods for at det (inde i hovedet) kan føles uoverskueligt?
    Der er helt sikkert efterhånden længere tid imellem mine dårlige perioder, men jeg kan alligevel ikke lade være med at panikke, når jeg rammer en sådan periode, og denne panik bidrager selvfølgelig kun med en forstærkning af angst og bekymring. Tanker som “åh nej, nu starter det fuldstændig forfra…. det bliver aldrig bedre” kommer pludselig til at fylde alt i stedet for at jeg “bare” accepterer, at det er en del af hele (“helings”)processen.

    Desuden har jeg indtryk af (igen er det jo kun fra en læsers perspektiv), at du har fået det meget bedre – at du kan håndtere et rigt social liv, alkohol, festlige aftener osv…. hvordan er du kommet dertil?

    Desuden mindes jeg, at du altid holder nytår hos dine forældre. Er det stadig sådan? Fordi jeg er blevet “ramt” psykisk skal jeg have et virkelig stille nytår (har det i forvejen sindssygt svært med nytår), og jeg kan ikke forestille mig nogensinde at få lyst til at tage til vilde nytårsfester igen… hvad er dine tanker ifht dette?

    Undskyld en MEGA rodet kommentar! Se det kun som at du er et forbillede, og at jeg virkelig håber, at du (evt via indlæg) kan give mig lidt tro på, at det hele nok skal gå, selv når man føler sig overvældet af angsten og mest har lyst til bare at “give slip” og lade den overtage…. :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Kære dig,

      Jeg skriver dig lige en mail, fordi jeg har så meget, jeg gerne vil skrive til dig.

      Men her skal du bare have en tak for, at du tog dig tid til at skrive denne kommentar og dele noget, der er så svært at sætte ord på. Det er den eneste vej frem – tror jeg i hvert fald på.

      Jeg vil gøre mit allerypperste for at skrive en tekst, der kan give dig noget af det, du efterspørger, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan klare det, da det er så vigtigt og svært et emne.

      Men du kan tro, at jeg vil gøre mit bedste.

      Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej du, jeg læste din kommentar, og vil bare sige, jeg kan genkende de ting du skriver så meget. Hvor kan det være svært at føle sig velfungerende/”normal” når man har angst, også selvom mange har oplevet at have angst. Jeg har selv lidt af generaliseret angst og social angst og påvirkede mig så meget at jeg til sidst ikke kunne fungere længere på nogle punkter i mit liv.
      Nu skriver jeg om det, i håbet om at kunne hjælpe andre også. I dag lever jeg med angsten, den er ikke længere en stopper for mig. Alt godt til dig. Kh Matilde

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Respekt til dig X og din tillid til Sille

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ER JEG UNUANCERET?