SOME DAYS YOU CAN'T FEEL THE SUN ON YOUR FACE, BUT PACK SUNGLASSES ANYWAY

TO BE YOUR OWN BIGGEST INSPIRATION

p1010021 p1010022 p1010033 p1010048

I en verden af succesfulde karrierekvinder og slanke Instagrambabes skal vi måske vende blikket indad, når vi søger inspiration

Jeg kigger ofte mod andre, når jeg søger inspiration. Mine veninder, mine kollegaer, random kvinder i bikini jeg stalker på Instagram. Jeg gør det for at finde motivation og inspiration med forhåbningen om, at jeg selv kan blive smittet lidt af deres sejhed og deres glatte baller. Men over den sidste uge har min søgning efter inspiration og motivation vist sig som et tveægget sværd – for hvor der skulle være inspirerende fremgang var jeg i stedet efterladt med en ringe smag i munden og nedtur malet i mit ansigt. For inspirationen var ikke længere inspiration, det var en konstant reminder om, hvad jeg ikke er. Hvem jeg nok ikke kan blive. Hvordan jeg gerne ville se ud. Ved at fokusere så intensivt på noget opstillet og uopnåeligt, bragte jeg mig selv helt ned i kulkælderen.

Kulkælderen skabt af manglende tro på sig selv og en kæmpe tro på, at alle andre er bedre end mig.

Kælderturen resulterede i negative tanker om mig selv, ingen motion og junk food en masse. Men da jeg endelig nåede op i træningscenteret, fangede jeg mig selv i at betragte mit spejlbillede og pludselig føle mig inspireret. Den samme følelse jeg havde oplevet tidligere, da jeg stalkede fitnessbabes og bikinikvinder på de sociale medier, men nu havde mistet igen. Det var bare ikke med telefonen i hånden, at jeg oplevede inspirationen og motivationen, det var blot ved at kigge på mig selv.

Hvor sindssygt er det lige? Og hvor jantelovsafvisende?

For som jeg stod der og kiggede på mig selv i mine træningsbukser, der bare sidder pisse godt om min numse, kunne jeg se, at mine negative tanker slet ikke stemte overens med virkeligheden. Jeg kunne se, hvor meget jeg havde rykket mig. Jeg kunne se, hvor fucking stærk jeg har været. Og det inspirerede mig. Det inspirerede mig til at blive ved med at kæmpe, og der var ikke den dertilhørende tvivl om, hvorvidt det kunne lade sig gøre. For det var en inspiration, jeg fandt i mig selv.

Ikke i gudesmukke sociale medier genier.

Og følelsen efterlod mig med tanken: Måske er det mere fordelagtigt at finde inspirationen i sig selv, end det er at finde den hos alle andre? Bevares, jeg skal være den første til at indrømme, at jeg er en inspirationsjunkie, og jeg nyder oprigtigt at følge med hos alle andre. Men måske skal jeg tildele mig selv den samme piedestalplads, som jeg gør de personer, jeg følger så ekstremt?

Måske skal jeg kigge på mit eget spejlbillede først, når jeg føler mig inspirationsforladt?

For selvom pæne bikinibilleder og inspiration til nye køb kan være skide gode, så er min egen styrke og skønhed en motivation i sig selv. For mig selv. For den vidner om, at jeg også kan noget, at jeg også kan være pisse stærk. At jeg er pisse inspirerende. Så næste gang jeg drukner i junk food og junk tanker, vil jeg kigge mig i spejlet og sige til mig selv, at jeg er inspiration.

Måske først lige tørre burgeren af ansigtet, men  vil jeg sige det.

Trøje selvprintet | Bukser H&M Studio | Øreringe Gina Tricot | Sko New Balance | Jakke H&M

followwho

2 kommentarer

  • Ida

    Du er så inspirerende, også med burgersnask i hovedet, held og lykke med at se dig selv i det store billede, med plads til gode og dårlige dage.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SOME DAYS YOU CAN'T FEEL THE SUN ON YOUR FACE, BUT PACK SUNGLASSES ANYWAY