HELP

TOGET TIL VOKSENLIVET ER FORSINKET MED *UBESTEMT TID*

Tillad mig at citere en Disney favorit: Hvornår går mit liv i gang?

Har du det nogensinde som om, at du er gået i stå? At du sidder og venter på noget? At du sidder på den metaforiske perron med et lunkent pølsehorn i hånden og kigger efter dit livs tog, der skal tage dig afsted, videre, hen mod noget nyt? Men som med alle DSBs toge – selv de metaforiske af slagsen – så kommer det bare ikke. Og den to-minutters forsinkelse, som du regnede med, ender ud i meget længere tid og en misset forbindelse på Ringsted station.

Her skal jeg give jer, at metaforen måske blev taget en anelse langt ud, og jeg er endnu ikke helt klar over, hvad den missede forbindelse skal repræsentere, men jeg lover, at jeg nok skal have fundet på en pseudofilosofisk påduttet mening, inden denne tekst er omme.

Måske sidder du i din barndomsby, og havde egentlig regnet med, at du ville være et andet sted på dette tidspunkt i dit liv. Måske sidder du i den stilling, som du for halvandet år siden havde lovet dig selv, at du selvfølgelig ikke ville sidde i, når du “bare lige havde fået tjent nogle penge sammen”. Måske er du bare indehaver af en altoverskyggende følelse af, at der ligesom bare ikke er nogle toge, der afgår, som du gerne vil have dem til i dit liv. Og i så fald:

Velkommen til klubben.

Jeg har det som om, at jeg har brugt de sidste to måneder fastlåst på en provinsperron med et efterhånden virkelig køligt pølsehorn i hånden. Og selvom jeg rent faktisk har spenderet ganske mange stunder over disse måneder på denne førnævnte provinsperron, så er det meget mere en mental placering, jeg har indtaget. Tillad mig at citere en nyere Disneyklassiker, når jeg fremhæver, at jeg er efterladt med spørgsmålet:

Hvornår går mit liv i gang?

Omkring mig bevæger folk sig op af karrierestigen, flytter i større lejligheder, indgår samarbejde og skriver voksne mail. Selv min lillebror – hvis værelse jeg lige nu indtager – bevæger sig videre i livet med en optagelse på gymnasiet. Og i går fangede jeg mig selv køre ned af den samme vej, med det samme album på bilens anlæg mod det samme værelse, som jeg kørte mod for godt og vel fem år siden.

Kan man bebrejde mig for at føle, at mit tog er gået i stå et eller andet sted imellem teenager og voksenlivet?

Mine venner, familie og mand forsikrer mig om, at det hele nok skal gå. At det “kun er to måneder siden, at du blev færdig”, at det “kun er få dage siden, at du afleverede din lejlighed”, at det tager lidt tid alt det der. Og de har ret. Det ved jeg da godt. Når jeg kigger på det på den der helt logiske, jeg-overtænker-ikke-mit-liv-måde. Men når jeg sidder her med en fyldt blære og en telefon, der er ved at dø ud, så kunne jeg altså virkelig bare godt klare, at toget kom.

Så jeg kunne få tømt mig selv for nogle af mine ambitioner og ladet mig selv op med energi. (Lad os lige dvæle lidt ved, hvor fantastisk finurlig og dobbelt-betydnings-fungerende denne tekst er.)

Jeg sidder bare og venter. Venter på mails, venter på svar, venter på nye muligheder. De kloge ville nok mene, at man burde få det bedste ud af ventetiden, lægge et puslespil, omfavne og acceptere situation. Men hvad gør de kloge, og hvad gør jeg, spørger jeg mig selv. Og svaret er i denne situation: Det direkte modsatte. For følelsen af at sidde fast overskygger min evne til at acceptere og gøre noget produktivt med ventetiden.

Som at blive sådan et omfavnende, tofu-elskende yoga fjols, der tror på, at der er en mening med det hele. Sig mig så lige: Hvad er meningen med det forsinkede tog?

Jeg lovede jer, at jeg ville have fundet frem til betydningen af den missede forbindelse på dette tidspunkt, og ved nærmere eftertanke tror jeg, at den repræsenterer min følelse af, at jeg går glip af noget. At jeg kommer bag i køen, fordi jeg ikke er i gang, fremme, på vej til *indsæt selv præstation, som jeg gerne vil opnå*. Eller måske er det bare mig, der er for villig og liderlig efter at smide metaforer omkring mig, som var det dårlige kommentarer om mine egne lår eller bestillinger i drive throughen hos Burger King.

Jeg bliver siddende på perronen, mens jeg venter på lejlighed, karriere, sommer og mit livs begyndelse. Måske kan jeg tvinge mig selv til at kigge lidt op og indse, at livet også sker, mens jeg venter. Måske kan jeg i det mindste tvinge mig selv til at nyde pølsehornet. Hvem ved: Måske ender toget med at ankomme meget hurtigere, end jeg lige havde regnet med. Hell, måske ender jeg med at tage et helt andet tog end planlagt.

For fanden, det kan sgu da være, at jeg ender i Vordingborg?

followwho

13 kommentarer

  • Julie

    Hvis du spotter en anden ventende pølsehornsspisende tosse på perronen der vinker, så er det bare mig! Shit hvor jeg også venter – venter på at solen skinner og vinden blæser lidt mere i med og mindre imod… både i faktisk og overført betydning. Alt imens at dem jeg troede jeg skulle nyde togturen med kobler min vogn af og suser videre i en lettere og fiksere udgave. Måske vil jeg bare fortælle dig at du ikke sidder på perronen alene – og jeg deler gerne et pølsehorn med dig! (Eller altså – vi kan da købe et hver ;) og Nårh ja – vores tog kommer!! Og det bliver 1. Klasse!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Når vi ikke kan få den første klasses nu, så kan vi i det mindste nyde hinandens selskab. Jeg sætter så meget pris på, at du sidder der!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg flytter (snart) fra stor Kbh til Vordingborg… bum.. der er klart fordele og ulemper ved både at bo i storbyen og provinsen…. Men jeg følger mottoet “der er forskel på, at handle efter forestillinger eller erfaring” .. Jeg tror, at du gør det samme. Det må tage sin tid, at finde det rette sted for dig, at bo… Jeg er fortrøstningsfuld på dine vegne.. Også selvom du måske må “nøjes” med en lejlighed i Farum eller Køge frem for København K ;) sender dig mange varme tanker ! Og krydser alt for, at du får det fede job og en Nice lejlighed oveni.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Det er så godt, at jeg har dig som et anker og en støtte i mit liv, omend i perifirien, Maja <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Det er altså også så pissenemt at være velmenende og klog på andres bekostning, jeg tror alle mindst en gang i livet, oplever at stå over for noget der stjæler al deres opmærksomhed imod fornuft.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • CV

    Hvis nu bare jeg havde mulighed for at beholde min bil, og ikke skulle tage den offentlige transport lige om lidt, så havde jeg måske også følelsen af, at kunne bestemme tid og vej? Sikkert ikke. Jeg har stadig min bil, men alligevel overskygger ventetiden i regnvejr på det ellers forsinkede tog, at jeg rent faktisk endnu kan fortsætte i tørvejr. Men hvorfor græder jeg så? Voksne mennesker ville nok mene, at jeg græder over spildt mælk eller en lysende benzintank i min bil, hvor jeg står og skal vælge imellem benzin eller den nye forårsjakke med kun 500 kr. på bankkontoen. Men ak, jeg tuder faktisk i lange baner over, at jeg gang på gang får afslag på utallige af lejligheder, når jeg lige om lidt skal læse i Odense. Hvorfor pokker har jeg i øvrigt også valgt Odense? Jeg har lige fået nyt job i relation til min videregående uddannelse. Perfekt, tænker jeg så, eller andre. Men alligevel, så nej. Pga. en workshop inde på Nørreport onsdag, har jeg måtte tilsidesætte noget, jeg egentlig meget hellere ville. Ja, lige nu kører hverken min bil eller toget, så jeg står bare i regnvejr og har hverken fået opfyldt behovet for benzin på bilen eller ønsket om en ny jakke. Hold kæft en kvalmende fornemmelse, og hold kæft hvor kan jeg ikke se lyst på noget af det. Ærlig talt. Held og lykke, Sille! Jeg krydser fingre for, at solen i det mindste titter frem, så længe du venter på toget og når du har spist dit kølige pølsehorn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Der sker så meget i dit liv, CV. Du står overfor den sværeste, fedeste, mest forvirrende periode i dit liv, og jeg kan fandeme godt forstå, at dit hoved kører rundt. Jeg kan ikke give dig den endelige løsning, men jeg kan garantere dig for, at det nok skal gå godt, og at du ikke er alene. Aldrig nogensinde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      Civica bolig forening, det er så nemt at få noget billigt og det koster ikke meget at blive skrevet op! (Undskyld, jeg blander mig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dine ord rammer plet. Følelsen af at livet foregår i en ventesal.. sådan har jeg haft det i mange år. En af mine kære er alvorligt syg, og uden at lyde for frelst, så har det sat mange ting i perspektiv for mig. Det er “nu” der tæller. Måske er “nu” ikke det der gør mig glad, men det er det jeg har lige “nu”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Det lyder overhovedet ikke frelst. Det lyder som noget, vi alle burde kunne lære noget af. Jeg vil forsøge at lære af det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold kæft jeg får lyst til at hoppe på et tog hen til dig, købe to kæmpe kopper kaffe med på vejen og tage verdens længste snak. Jeg kan vitterligt genkende hvert et ord, og dit indlæg er så skide godt skrevet, at jeg er småsur over, at jeg ikke selv har skrevet. Hav en helt vildt dejlig dag Sille og nyd det kolde pølsehorn, nu du har det…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Du skal være så velkommen. Det lyder fandeme da hyggeligt. Særligt hvis du også der vil have så fine ord til overs for mig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HELP