HOW DO YOU EAT A BIG CAKE? ONE BITE AT A TIME

WOMEN WHO HATE WOMEN WITH AMAZING SHOES

dobbelt3Under vi kvinder egentlig hinanden succes, skønhed og fremgang eller er der en bitter lille teenager inde i os, fyldt med sukker, hormoner og jalousi, der sluger vores evne til sådan helt oprigtigt at glæde os på andre kvinders vegne?

Jeg synes overordnet set, at jeg er et ret rummeligt menneske. Hvis man vel og mærke fanger mig på den rigtige dag.  Hvis jeg har sovet nok, ikke har lavt blodsukker, mine hormoner ikke går amok, og hvis jeg generelt har fået den rigtige fod ned i Céline støvlen. Jeg mener selv, at jeg faktisk er ganske god til at sætte mig i andre folks sko (særligt hvis de er virkelig dyre).

Men samtidig kan jeg mærke – sådan dybt inde i mig – at der findes en lidt ondere version af mig. Det er den version, der – mens den ydre Sille smiler og lykønsker – misundeligt kryber sammen og spydigt begynder at lukke gift ud:

Hvorfor er det ikke mig? Jeg fortjener det mere end hende. Er hendes nederdel ikke lidt kort? Hvorfor er jeg ikke lige så god, som hun er? 

Det er en ondere version, der besidder et af de mest ucharmerende karaktertræk, der overhovedet findes. Det er en version, der tilsyneladende handler helt selvstændigt – for ydre Sille kan I de første mange øjeblikke, kun tænke det allerbedste om de smukke og succesfulde kvinder, men ud af det blå vil den onde version begynde at fylde, og så spreder misundelsen sig som en ild. Ikke en stor skovbrand. Bare sådan en lille bålbrand, der næsten er ved at gå ud, men som stadig varmer. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige mig fri for denne følelse, og påstå at jeg bare er et af de der helt igennem tjekkede mennesker, der bare under alle andre det bedste. Men hende dér har virkelig lækre sko, og det sætter åbenbart et eller andet i gang i mig.

Mon det er et oldgammelt urinstinkt, der viser sig i mig – føler jeg mig simpelthen truet? Bunder det blot i helt igennem dårlig selvtillid fra min side? Eller er det bare, fordi jeg er en gigantisk bitch?

Jeg håber på det første, tror på det midterste og frygter det sidste. Jeg bliver skamfuld, når jeg mærker misundelsen boble i mig. For i virkeligheden er der ingen, jeg beundrer mere end stærke, smukke og succesfulde kvinder, der brager frem. Men når deres nye samarbejde lanceres, deres dyre taske kommer hjem eller deres flotte stilling annonceres, kan jeg mærke mit øje begynde at ticke en smule og stemmen kommer frem fra mørket: hvorfor ikke mig? 

Med opmærksomhed skal den onde version kvæles. For den findes – forhåbentlig – i os alle (ellers virker jeg bare som verdens største dickhead lige nu), og hvis vi blot lader den boble videre uden at italesætte, at vi oplever den, for dermed at kunne se, hvor usund – men almindelig –  den er, så er jeg ikke sikker på, at vi kan få fjernet den sukkerhungrende hormonbasse fra vores system. Og den skal fjernes fra mit system.

Vi skal glæde os på hinandens vegne. For andre kvinders fremgang er ikke lig med vores tilbagegang (med mindre det selvfølgelig handler om en skak-turnering). Succes er ikke som en kage, hvor der kun er en hvis mængde, som vi skal deles om. Jeg kan sagtens have succes, selvom Kim, Kendall og alle de andre Kardashians også har det. Og jeg lover, at jeg fra nu af anvender billedsprog, der ikke omhandler kage og/eller Kim K.

Så næste gang, jeg ser, at en af de kvinder, som jeg virkelig beundrer, har fået nye, dyre, lækre sko, så vil jeg smide hende et ekstra like samt en god tanke og et you fucking go girl. 

Med mindre det selvfølgelig var det sidste par i min størrelse, og jeg også skulle have haft dem. Then that bitch is fair game. 

followwho

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HOW DO YOU EAT A BIG CAKE? ONE BITE AT A TIME