PRÆSENTERER POSITIVITETSBEVÆGELSEN OS FOR ENDNU EN MULIGHED FOR SKAM?

YOU SHOULD REALLY TAKE THE TIME TO THROW AWAY THAT FUCKING BOX

img_1922

“WHAT’S IN THE BOX?! Det skal jeg sige dig: et ringe selvbillede og sokker brugt som vanter

Jeg har haft en kæmpe Ellos papkasse stående ude foran min dør i godt og vel fire måneder nu.

Den har stået der som en konstant reminder til mig, når jeg trådte ud af elevatoren, om at jeg er for doven til at gå de 100 meter ned til containeren, og et generelt tegn på, at jeg ikke tager mit liv seriøst. Jeg har skyndt mig forbi den højlydte besked i form af en kasse ind i min lejlighed med en eller anden generisk undskyldning om, at jeg har haft en virkelig hård dag, kørende i mit hoved.

Jeg gør det i morgen, sagde hun til sig selv, mens fortælleren indviede publikum i en hemmelighed: Hun kom aldrig til at gøre det i morgen. 

I går stoppede jeg op foran kassen, sukkede for mig selv, og stillede mig selv spørgsmålet: Er kassen en repræsentation på alle de andre ting i mit liv, som jeg ikke tager mig sammen til at smide ud? Eller er dette også bare endnu et sidespring, der forsøger at retfærdiggøre det faktum, at jeg er en doven hund?

Jeg lod kassen stå og lukkede mig selv ind i lejligheden. Det er alt sammen en del af den kreative skriveprocess. Sagde hun til sig selv. Men det var det ikke. 

Der er mange ting, jeg burde smide i livets container; dårlige relationer, et til tider modbydeligt selvbillede, angst for fiasko, de der sokker som jeg pt. bruger som vanter, fordi jeg ikke er voksen nok til at passe på mine handsker. Men det er som om, at det aldrig rigtig bliver til noget. Skal vi forresten lige dvæle lidt ved, hvor smuk en formulering “livets container” var? Nøjagtig som med kassen foran døren kigger jeg på elementer i mit liv og mit sind, og udskyder en eventuel proces med udsmidning af disse til en anden dag. En anden dag, hvor jeg har bedre tid. Mere overskud. Hvor det passer bedre.

Som I nok kan regne ud, så står tingene stadig ude foran døren og giver mig dårlig samvittighed.

Jeg ved udemærket godt, at jeg skal skille mig af med tingene. For de fylder og gør det ganske enkelt svært for folk omkring mig. Med kassen mine naboer, med mine grimme sider dem jeg elsker. Men når hverdagen kører med sine faste rutiner, så er det bare så forbandet meget nemmere at lukke døren, smide sig i sin seng og se true crime dokumentar på HBO, mens man spiser acaigrød med ekstra banan.

I ved, total uspecifik og genkendelig situation.

Og selvom det i det øjeblik, den aften, føles ganske fint, og at man glemmer alt om kassen, der står i mørket ude foran døren, så bliver du konfronteret med det, så snart du træder udenfor døren om morgenen. Fuck. Den står her stadig. Ja, for du gjorde faktisk ikke noget for at få den til at forsvinde, så den står der sjovt nok stadig.

Mens jeg går videre, tænker jeg, at det er en sag for fremtidige Sille. Og hun hader mig for det, når hun klokken 18 igen træder ud af elevatoren.

Jeg skal tage mig tid til at smide mine metaforiske Ellos kasser ud. For der er no time like the present, var der engang en klog idiot, der sagde, på engelsk. Og det er sgu nok rigtig nok. Jeg kan ikke forvente, at der er nogle, der fikser mit selvbillede for mig, jeg kan ikke tro, at der er nogle, der ryder ud i de dårlige mennesker. Ligesom jeg ikke kan regne med, at der er nogle, der bliver så trætte af at se på kassen foran min dør, at de vælger at smide den ud for mig.

Lord knows, jeg har håbet.

Det kan godt være, at der i øjeblikket er fuld tryk på top træls, når jeg skal udenfor i regnvejret for at smide kassen ud, men jeg må nok også erkende, at det føles voldsomt meget bedre, når det først er gjort.

Jeg bliver pludselig opmærksom på, at det virker til, at den kasse har forstyrret mit liv ret meget, men jeg må her henvise til den diskrete dybere mening, der er i min tekst, der opfordrer til en læsen-imellem-linjerne.

Jeg har igennem mine mange, lange år på jorden smidt meget ud. Og jeg er blevet et bedre menneske på grund af dette. Og i min utrættelige kamp for selvrealisering og det at blive et bedre menneske (som jo er den vigtigste opgave for et individ i det senmoderne samfund), bliver jeg nødt til at fortsætte med dette. Jeg kan godt, det ved jeg, for jeg har gjort det før. Jeg skal bare lige tage mig sammen. Tage mig sammen til at få sat mig i psykologens stol og få snakket nogle ting ud. Tage mig sammen til at holde mig selv i ørerne. Tage mig sammen til at sætte højere krav til dem, jeg omgiver mig med.

Tage mig sammen til at købe mig et par fucking vanter.

I morges smed jeg kassen ud. Nu har jeg bare den skide pizzabakke fra weekenden liggende på mit køkkenbord.

Det må blive i morgen.

followwho

6 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

PRÆSENTERER POSITIVITETSBEVÆGELSEN OS FOR ENDNU EN MULIGHED FOR SKAM?